tirsdag den 31. december 2013

Godt Nytår!


Så blev nytårsbordet dækket. I år er farverne blå og sølv, det var blomsterne der bestemte. Da jeg så de blå mandstro iklædt sølvglimmer tænkte jeg straks på en dekoration, som kunne illudere fyrværkeri.




Foruden de blå mandstro, er det hvide nelliker, brudeslør med sølv, lime skimmia samt andet sølv pynt. Sølvtøjet er pudset og champagne glassene sat frem.




Jeg er jo lige startet med bloggen medio november, men har allerede fået et indblik i hvilke vidunderlige  
haver der findes ude i blog landet. Jeg glæder mig meget til haveåret 2014, til alle følge med i de forskellige blogs, blive inspireret og håbe , at jeg kan være med til at inspirere andre.




Rigtig godt nytår til alle, må 2014 blive det bedste år for alle!


mandag den 30. december 2013

Mit vidunderlige mandarin træ

Idag skal i se mit mandarin træ. Det er dagens anledning kommet ud i haven for at blive fotograferet. Det har så mange blomster som det ikke har haft før. Det skyldes sikkert den gode sommer. De dufter så skønt. Jeg har bestøvet alle blomster i dag med en pensel og Amaryllis støv , håber det gør, at jeg får Mandariner.
 

Jeg er sikker på, at træet glæder sig til at flytte ind i Orangeriet, ligeså meget som jeg gør. Det skal ihvertfald få sig en ny flot keramik potte.

søndag den 29. december 2013

Skærebede, part 2

Jeg er så småt begyndt at forberede frø til mine føromtalte skærebede. Jeg vil gerne have sommer blomster så tidligt som muligt. Så jeg går igang med at så indendørs i januar. Frøene er indkøbt og klar til at komme i jorden. Jeg har købt frø fra Netto, på nettet fra Frøtorvet, Bodilkat og Zimtrade samt stauder fra Lundhede planteskole.


I den blå skærehave skal der være alt fra hvid Løjtnantshjerte, Natviol og Ridderspore til Asters, Løvemund, Stolt kavaler, Klokkeblomst, Lathyrus og Salvia. 

I den røde skærehave skal der være alt fra Snebolle og Løvemund til Guldvalmue, Zinnia, Vortemælk, Lathyrus og Solhat.

I september blev stauderne sat i bedene og tulipan løg lagt. Jeg har købt tulipan løg fra Zimtrade i blålige og røde nuancer til hvert bed.

Det hele er optegnet og noteret i min havedagbog fra Moleskine. Jeg havde ikke hørt om den dagbog før, da jeg fik den foræret af min yngste datter. Men den er genial. Den er simpelthen delt op i forskellige afsnit til et hvert have formål. F.eks besøg, havelog, redskaber og potter samt designs.




Det er skønt, at tænke på alle de dejlige buketter, der skal bindes af skærebedenes blomster!

God søndag.

fredag den 27. december 2013

Havedrømme

I dag begyndte arbejdet på min havedrøm. Jeg har gennem 3/4 år arbejdet på en plan for haven. Først store tanker, dernæst lidt mere detaljeret.




Der hvor vores garage er, kommer der en terrasse. Det bliver en østvendt morgen terrasse. Vinduet  som ses over garagetaget erstattes med en dør og en trappe ned til terrassen. Det bliver lidt af et arbejde, da hele garagen og gården mellem garage og hus skal rives ned. Men før det kan komme igang, skal vi have etableret et redskabsskur til cykler og andet der pt bor i garagen. Det arbejde gik i gang idag. Der var en hyld, en syren og en hassel busk, der måtte lade livet. Især hylden er jeg ked af at miste. Men jeg må plante en ny et andet sted, for hyld er ikke til at undvære.


Hyldetræet i sommers.

Men det bedste af det hele er dog, at der for enden af den nye terrasse, der kommer et Orangeri. Det har jeg glædet mig utrolig meget til. Vi har besluttet os for, at det skal være et fra Pavillon Danmark.



Orangeriet kommer til at ligge cirka midt på græsplænen. Vi havde forestillet og diskuteret flere ideer med en arkitektkyndig, inden vi fandt den endelige løsning. Det gik ligefra at sætte Orangeriet direkte på huset til at bruge garagen og den eksisterende gård. Men ingen af disse løsninger var optimale. Men det er en rigtig god ide, at diskutere projektet igennem med fagfolk.

Jeg vil løbende fortælle om projektet her på blokken.




torsdag den 26. december 2013

Ranunkler med et strejf af jul

Her på 2 juledag vil jeg vise min sidste "julet" buket. I løbet af et par dage, pakkes al julepynten ned igen, gemmes i kælderen til næste år.



Badeværelset blev ikke snydt for lidt juleri. Disse ranukler passede perfekt ind i rummets andre farver.





Glædelig 2 juledag!

onsdag den 25. december 2013

Julebordet 24 december

Så blev det  jul og julebordet blev dækket.
Manden lå syg med influenza, han plejer at styre køkkenet , så jeg fik fornøjelsen af at kokkerere julemaden. Men fik hjælp af mine to dejlige piger. Men derfor nåede jeg ikke at postere julebordet før her til formiddag.






Bordet blev holdt ligesom, juletræet, adventskransen og kalenderlyset i grønne, sorte og gyldne farver.
Lysestagen er et arvestykke fra mormor og morfar, det er et sæt med to, men synes det var nok med en på bordet denne gang.














God 1. juledag!

mandag den 23. december 2013

Jul og Søren

Godt nok var Søren Kierkegaard ikke storfan af julen, men hans portræt ser nu godt ud med julebuketten. Som nævnt i tidligere indslag er jeg til storfan af kalla. Forleden var der hos blomsterhandleren tilbud på 2 buketter kalla, det kunne jeg ikke stå for. Buketten blev bundet med pistacie grene, blød ene, kogler samt snekugler.







Billedet af Søren Kierkegaard er malet af min datter Josephine. www.josephinepedersen.com




søndag den 22. december 2013

Rosen side

Jeg har oprettet en ekstra side her på bloggen, som udelukkende vil vise billeder af min roser i haven. Der vil løbende komme flere til da det er ikke alle, som er lagt ind endnu.

Billederne her er forskellige arrangementer, alle med roser fra min have.

God 4. søndag i advent.

lørdag den 21. december 2013

Juletræ

Her er mit juletræ, så blev det endelig færdigt!
I grøn, guld og sort. Georg Jensen uroer og lysholdere. Træet er en Normannsgran. I år er de pyntet med grønne silkebånd,så de passer ind i farvetemaet. Dette skifter hvert år. Sidste år var det røde og hvide farver,der var i højsædet. Det betød, at adventskransen bestod af en stor grankrans med hvide lys samt røde og hvide silkebånd. Juletræet var foruden juleuroer med rødt bånd pyntet med røde glaskugler, flettede røde hvide hjerter og dannebrog flags guirlander.

Men i år skulle det være lidt mere dramatisk med gyldne og grønne glaskugler samt sorte bær. Det fylder godt i stuen,jeg er nemlig vild med træer,der når op til loftet,men så bliver det også meget omfangsrigt.Måske næste år, skal jeg se på alternative varianter,som er lidt mere slanke. Som jeg har set andre bloggere har gjort, god ide! Men under alle omstændigheder,glæder jeg mig til at pynte julebordet,som får samme farver og tema.




fredag den 20. december 2013

Dekoration med bronzefarvet kalla





Da jeg så disse bronzefarvede kalla hos blomsterhandleren tænkte jeg, at dem måtte jeg have til en dekoration til min gamle kommode.Jeg er forfalden til kalla, det er en fin og på samme tid en elegant blomst. Jeg holder mest af den hvide, men denne bronzefarvede, synes jeg også er helt skøn.







Jeg købte tillige bærperikon at fylde ud med. Her kan I se resultatet. Jeg har brugt et pindsvin i bunden af den hvide skål, som blomsterne er stukket ned i. Derefter har jeg sat bronze farvet glimmer kugler, sat på ståltråd, ned i dekorationen.








Imorgen viser jeg juletræet. Det skulle have været færdigt nu, men der kom lige en influenza i vejen.



God aften til alle.







tirsdag den 17. december 2013

Juletræ

Jeg ville have vist mit juletræ idag. Men jeg er ikke blevet færdig, er desværre løbet tør for silkebånd. Jeg må have købt mere imorgen. Juletræet skal være i samme farver som adventskrans, kalenderdekoration og julebordet den 24 december: sort, grøn og guld.


Jeg har i år valgt at sætte grønt silkebånd i alle mine Georg Jensen juleuroer samt i glaskugler i guld og grønt. Alle juleuroer har vi fået af min mands moster ( bliver 102 år til marts ) fra 1993 til 2007 siden har jeg selv købt dem.  Det er jo svært at stoppe, når man har fået så mange. Især i år er den, synes jeg, særlig fin, en engel skabt af modedesinger Malene Birger. Det er ikke altid jeg bruger dem på juletræet. Sidste år hang de på rad og række mellem vores to stuer med røde bånd i. Men der havde jeg tillige lavet en traditionel adventskrans i gran med røde og hvide bånd. Juletræet var med røde glaskugler, flettede hjerter i glanspapir samt dannebrogsguirlander.
Men i år er det lidt mere dramatiske farver. Jeg håber at kunne vise det færdige resultat i morgen.

søndag den 15. december 2013

Julebuket

Årets julebuket er bundet af Lisianthus, Skimmia, kogler og pynt. Som det ses har jeg bibeholdt de hvide og Bordeaux farver. Jeg synes de er særlig fine sammen, men det var også på grund af udvalget hos blomsterhandleren. Da jeg så der var hvide Lisianthus vidste jeg, at de skulle være hovedblomsten i buketten. De er så anvendelige, man får flere blomster ud af en stængel og de holder virkelig godt. Jeg fandt tillige et bundt med grene og kogler, som var lidt særpræget, men som passede godt ind.

For at gøre den julet har jeg indsat sølvstjerner, hvide pakker samt hvide glimmerkugler. Disse er sat fast en kraftig blomster ståltråd. Den er bundet tæt i spiral og sat i en Alto vase. 




Ved at skifte vandet hver dag, kan den holde op til 10-12 dage. Så mon ikke der skal bindes en ny inden jul? 

God tredie søndag i advent.

lørdag den 14. december 2013

Vinterjuletræ

Jeg har her i december tænkt over hvorledes jeg kunne bruge min mors fine krystalskål til noget jule halløj. Jeg fik ideen imorgen. På billederne nedenunder kan I se resultatet.


Jeg fik lavet et vintertræ som er blevet julet med julegaver. Jeg har først fyldt dekorationssten i skålen. Derefter er en tyk gren fra haven sat ned som stamme. Som krone på træet er brugt to vindhekse som er bundet sammen og sat på grenen. Tilsidst er "jorden" pyntet med lav, små hvide glimmer kugler som illuderer snebolde og tilsidst hvide julegaver.


torsdag den 12. december 2013

To favorit roser


Sidste indlægs billeder var nok ikke så spændende, de tomme nylagte skærebede. Så idag synes jeg,at jeg vil vise to mere af mine ynglingsroser. De ses her nedenunder. Det er den lyserøde New Dawn samt den hvide Boule de Neige. New Dawn er en af min første blomster erindringer fra barndomshaven. Det er en slyngrose som blomstrede rigt og flot hver sommer med de skønneste sart rosa blomster med en hel speciel duft. Det er ikke en historisk rose, den er fra Dreer i USA lanceret i 1930. Den er solgt i million eksemplarer ikke mindst på grund af de førnævnte dyder men også fordi den blomstrer helt til frosten sætter ind.

Den anden rose, den hvide Boule de Neige, er den yndigste Bourbon rose, som springer ud med de reneste hvide snebold formede blomster. Den er forædlet i Frankrig af Lacharme i 1867. Den bliver ca 125-150 cm høj. Hvor jeg glæder mig til den blomstrer igen.

onsdag den 11. december 2013

Skærebede

I august gravede jeg to bede til fremtidige skærehaver. Bare det at plante udelukkende med det formål, at plukke blomsterne, er dejlig tanke. De to bede er delt op i det blå bed samt det røde bed. Her snakker vi om grundfarver således, at det blå bed består af blå, pink og over til hvide blomster hvorimod det røde er røde, orange, lime og over til hvide blomster. Jeg forberedte jorden grundig ved at fylde en hel pose hestemøg i hvert bed.
Bedene er 1 x 2 meter hver men kan selvfølgelig udviddes. Ovenover ses bedene i august, inden hestemøg kom i. ( ses i trillebøren) . Jeg har fulgt Isabella Smiths gode råd med at grave render og  putte gødning i, putte jord på osv. Jeg har brugt vinteren til at finde de rigtige frø, løg og stauder der skal i bedene. Stauder og løg er sat i jorden. Jeg glæder mig til det begynder at komme op. Jeg vil vise hvordan bedene udvikler sig her på bloggen.

tirsdag den 10. december 2013

Buket i hvide og bordeaux nuancer


Jeg er meget vild med blandingen af hvide og mørke blomster. Når jeg er i København skal jeg partout forbi de store blomster butikker hvor man kan købe bunter af blomster i alle afskygninger og til forholdsvis rimelige penge.


Her har jeg blandt andet købt mørk bordeaux kalla, lys bordeaux løvemund samt hvide roser. De blev bundet tæt og samt i en vinkøler indkøbt i Frankrig. Jeg syntes det var den der passede bedst til buketten. 




søndag den 8. december 2013

Jule tableau

I dette lidt triste søndagsvejr, måtte der jules lidt mere. Jeg fik lavet et lille jule tableau idag.

Det består af engle som datteren har lavet som mindre. De er købt i Panduro hobby som samlesæt. Fyrfadslys og vaser med roser i omgiver englene. Vaserne har jeg lige arvet, de er ret fine og tynde, passer lige til en enkelt blomst.

God 2.søndag i advent.






Julebord

Så blev der holdt julefrokost og bordet blev julepyntet. Det blev overvejende til rødt, da jeg lige havde fået en rød jacquard vævet dug i gave. Der blev pyntet med små glas til fyrfadslys, lærkekogler og røde/grønne juleservietter.



Midt på bordet lavede jeg en hurtig og nem dekoration. Den bestod af en grenkrans (færdigkøbt eller bind den selv ). Kranses hul fyldes op med lav. I lavet stikkes kristjørn blade ind, røde glimmer kugler sættes i som bær. Der pyntes tillige med lærkekogler, fyrrekogler, guldstjerner og kugler. Spisebordlamperne blev i dagens anledning pyntet med stjerner, isblomster og kugler.

torsdag den 5. december 2013

Fars pragtfulde skærmliljer

Min far havde de mest fantastiske skærmliljer i sin have. Han havde mindst 6 store potter som pyntede ude i haven om sommeren. Om vinteren kom de til overvintring på min gamle værelse som han brugte som sit "nursery" for hans mange planter. Jeg har ikke selv haft planter, som krævede den slags opbevaring, da der er for varmt i mit hus. Men mine fars skærmliljer skulle overleve. Jeg tog 3 potter med hjem da jeg tømte barndomshjemmet sidste år. Fars skærmliljer var fyldt med blomster.Han sagde at, det var fordi han passede dem efter Søren Ryges opskrift.


Jeg har et ganske lille væghængt drivhus, der satte jeg potterne ind  i november og gav dem lidt vand i ny og næ. Jeg kontaktede Søren Ryge og bad om hans opskrift. Den fik jeg. Han skrev:
"Vinteren er afgørende. Så koldt som muligt, men ikke frost. Og lyst. I mørke går de ud. Om sommeren fuld sol og vand (selv om de sjældent råber efter vand). Desuden gødning i vandet fra august. Da danner de knopper til næste år. Hilsen Søren Ryge P"



Rådene blev fulgt og er hermed givet videre. Da foråret kom, købte jeg de fineste potter med blandt andet putier på auktion, som jeg satte op på vores første sals terrasse samt i haven. Jeg plantede fars skærmliljer heri,da risiko for nattefrost var væk. Stor var min glæde,da de første knopper viste sig. Vi havde glæde af dem det meste af sommeren. Nu er de tilbage i det lille drivhus. I potterne er der plantet tulipan løg. Men det er en helt anden historie.

Skønt julehygge længes vi efter sommer

Det er skønt med al julehyggen, men jeg vil også gerne vise lidt blomster fra haven. Alle blomster som er vist nedenunder er fotograferet sidste sommer i haven. Næste sommer har jeg tænkt mig at anlægge en østvendt terrasse med spejlbassiner og forenden et orangeri. Det bliver så spændende, Jeg vil vise hvorledes det går, her på bloggen, når jeg går i gang.


På det store billede ses Fifi ( min fars kat som vi arvede da han gik bort ) Fifi sidder foran rosenbedet . Hun  er blevet ret glad for haven. På billederne ses klematis Warszawa Nike , rose  New Dawn, klematis Viticella, Rose  New dawn, ridderspore Delphinium ,  Petunia, Pibeved Etoile, samt Pæon Sarah Bernhardt. De er alle udpluk af blomster, som jeg har købt samt eksisterende blomster. især Pibeved er fantastisk, mht blomstring, men også duft. Der dufter i miles omkreds af den skønneste duft. 

tirsdag den 3. december 2013

Juledekoration med kristjørn



Jeg fik en udfordring på jobbet. En kollega havde taget laurbær kirsebær, blød ene, gulrandet kristjørn, mos, svampe, kogler og ler med fra sit sommerhus område. Hun syntes, at jeg skulle lave en dekoration til vores julepakkebord. Jeg er altid frisk når det gælder dekorationer. Jeg tog lidt ekstra pynt med hjemmefra, lidt glitter er must for mig. Ikke fordi jeg ikke kan lide rene naturdekorationer. det kan jeg bestemt. En enkel dekoration med gran kan være klassisk smuk. Men der smutter ofte lidt glimmer med ind.

Her kan resultatet ses. Foruden det nævnte pynt supplerede jeg med sortgrå glitterkugler, hvoraf nogle blev sat fast i den bløde ene som små bær, mens andre blev placeret mellem kogler og svamp. Dekorationen står nu på vores pakkekalender bord, hvor en kollega hver dag op til jul vælger en pakke.

mandag den 2. december 2013

Istræ med fugl og stjerner





Denne første advents søndag er blevet brugt til endnu en dekoration. Dette is træ er fremstillet af en magnolie gren, som har fået sprayet kunstig sne på samt sølvglimmer spray. Derefter er der sat sølvstjerner ( fås i Jysk ) samt sølvæbler ( købt i det lokale plantecenter) på grenene. Tilsidst er der limet en fin hvid isfugl på en af grenene. Denne slags fugle køber jeg på nettet hos et engelsk firma: Sheer Finesse. Grenen er sat i en isbåd og sølv potte ( købt i den lokale isenkram om sommeren for DKK 9.95. Det kan godt betale sig, at shoppe juleting om sommeren). Leret i potten er pyntet med mos, lav, kugler, æbler og stjerner. Grene og pynt kan naturligvis varieres alt efter hvad man har i sine gemmer. Træet kunne også bruges til Nytår.
God Advent!