fredag den 31. januar 2014

Ny blomstervase

Jeg har fået ny vase, en rigtig flot en af slagsen. Jeg faldt totalt for den da jeg så den hos Drømmegaven. Den passer perfekt til mit kommende Orangeri.

.

Men da der går noget tid inden den kan komme på plads i Orangeriet, tyvstartede jeg i dag. Vasen blev indviet med en buket som jeg har bundet af lilla roser, gule og mørk lilla nelliker samt blålilla clematis.



Jeg vovede at bruge klematis, da jeg havde fået et råd fra en blogger på Claus Dalbys blog omkring hvorledes man får dem til at holde. Jeg skulle skære et langt skråsnit i stænglen. Jeg har desuden brugt lunt vand. Jeg håber det går og klematisene holder lidt mere end end dag. Jeg synes, at klematis er vidunderlige i buketter, men jeg har aldrig kunnet få dem til at holde.



Her ses vasen i sin helhed. Den er da smuk ikke sandt? Rigtig god weekend til alle.

tirsdag den 28. januar 2014

A Paris.....

For første gang skal jeg på tur i skolens vinterferie. Så nu er nedtællingen begyndt. Jeg tager 4 dage afsted med min yngste datter til Paris. Det er og bliver min farvorit by, der er bare noget fortryllet over den. Sidst vi var der sammen var sommeren 2011.



Selv de parisiske træer har noget over sig , for ikke at tale om deres anlæg foran museer og offentlige steder. De er så fine  med deres blanding af klippet buksbom og sommerblomster. Versailles er rykket til Paris, det er der ingen tvivl om. Nedenstående er udsnit af parterre foran Invalidekirken, hvor blandt andet Napoleon d. 1 ligger begravet. Eiffeltårnet ses i baggrunden.


Åh skønne Versailles, det fantastiske havanlæg med de helt vidunderlige potter. Bygget af Louis den 14 
(Solkongen) Haven er anlagt med de mest fantastiske paterres og springvand. Vores egen Ole Rømer, astronom og ingeniør, var med til at udforme springvand. Det er vel lidt fantastisk, Danmark var ikke verdens navle , men der var nogen der kunne noget!


Det bliver fantastisk at se Paris igen....🇫🇷





søndag den 26. januar 2014

Sommerdrømme

Idag er det bidende koldt på Amager, vinden fra øst bed godt på under løbeturen idag. Snedrys er begyndt at dale ned, spændende hvormeget sne der kommer?
Under løbeturen, tænkte jeg på min sommerhave og jeg har fundet nogle billeder fra sommeren 2012.


Her er mit rosenbed med fortrinsvis historiske roser og geranium. Det er holdt i rosa og blå nuancer. Mange af bedets roser er vist tæt på,  på min fane roser. Tidligt forår er det et mylder af vintergækker, narcisser, erantis, kejserkrone, hyacinter og påskeliljer der præger bedet. Men tidligt på sommeren skifter det til de rosa og blå nuancer.
 

Ved siden af bedet står min Alchymist og spreder sine smukke blomster og farver det meste af sommeren. Den skal flyttes i forbindelse med anlægningen af morgen terassen og Orangeriet. Jeg krydser alt hvad jeg har for, at den overlever flytningen.

God søndag til alle. Nu kalder en 92 års fødselsdag.

fredag den 24. januar 2014

Tak kære bloggere

Jeg har nu haft min blog i 2 måneder og det er gået over alle de forventninger jeg havde. Jeg er blevet mødt, budt velkommen af andre bloggere med en så stor positiv og imødekommende venlighed. Derfor tænkte jeg, at jeg idag ville købe blomster og lave en dekoration og tilegne den alle de søde bloggere som gider at besøge, se, læse og kommentere mine indlæg. I skal vide jeg er så glad for, at I vil kigge med og kommentere.


Jeg fandt de skønneste roser som har lilla midte og rosa kronblade, lilla lisianthus, rosa voksblomst og eucalyptus blade. Jeg har kæmpet en kamp med mig selv omkring indretningen af Orangeriet. Jeg er er fransk revolutionsnørd, har skrevet specialeopgave om det og læst i lange baner. Kælderbiblioteket er fyldt med revolutionsbøger og biografier om Dronning Marie-Antoinette og Napoleon. 


Skulle jeg have Louis Seize stil (Marie-Antoinette) eller Empire stil ( Napoleon)? I kan se hvem der vandt, nemlig Marie-Antoinette, hvis buste danner smuk baggrund for dekorationen. Hun skal bo i Orangeriet om sommeren. Jeg ved, at det er noget nørdet men jeg har ønsket at have noget indretning i denne stil hele mit liv. Min mand er ikke så vild med stilen, så derfor er det ikke kommet ind i stuerne. Men i Orangeriet kan jeg gå amok og det har jeg tænkt mig at gøre!



Men disse blomster er til jer kære bloggere, tak for de første 2 måneder. God weekend, vi ses nok her i weekenden, svært at holde sig væk.

tirsdag den 21. januar 2014

Drømme om morgenterassen

I disse dage drømmer jeg om min morgen terrasse. Der skal være de gule og de orangerøde farver , tænker jeg, ligesom Aurora morgenrøde. Jeg fik mine øjne op for gule roser efter at have læst Claus Dalbys Levende Haver, hvor Austin roser beskrives. Jeg bed især mærke i Golden Celebration. Nu er det bare spørgsmålet, skal jeg udelukkende plante en sort eller skal jeg blande flere gule og orange røde roser fra Austin. Jeg  hælder nu nok til det sidste, men hvormange og hvordan?  Jeg havde tænkt mig to halvmåne bede i terassen. De ville danne fin synergi med min Alchymist som jeg har beskrevet i bloggen den 22-11-2013. Den skal nok skal få den skønneste rosenbue af alle. ( Håber den overlever flytning.) Vil gerne have en anden rosenbue med Glorie de Dijon. 



Her er på min amatør tegning over hvorledes jeg tænker mig umiddelbart det skal se ud. Nok temmelig proportionalt forkert, det ved jeg...men ideen er der.
Jeg er sikker på det bliver fantastisk for os, bare det at få en morgenterasse...





Men først skal redskabs skuret sættes op og garagen rives ned, men det bliver så fantastisk. her over er billede af tulipan løg jeg købte . Den hedder Flair, synes den er ganske skøn med dens livsbekræftende farver.

søndag den 19. januar 2014

Pragtfulde Petuniaer

En af mange ting jeg glæder mig til i sommeren er de pragtfulde Petunia. Jeg bruger dem meget på mine terasser. Her står de hele sommeren i krukker og potter. Det der er så vidunderligt er, at de blomstrer så flittigt hele sommeren igennem og mange gange til langt ind i efteråret.



På terrassen i baghaven har jeg som regel hvide blomster i krukkerne, startende med Stedmoderblomster. Når de er afblomstret tager de pragtfulde Petunia over og blomstrer sammen med tulipaner, liljer, hosta og hortensia.


På trappen op til hoveddøren er der også dømt Petunia hele sommeren. Her er det de blå og violette farver der dominerer. Der er både enkelte og dobbelte blomster, store og små, fælles de dufter skønt og blomstrer flittigt. Jeg glæder mig til at byde dem indenfor i min have igen til sommer.

God søndag.

fredag den 17. januar 2014

Endnu en kongelig skønhed

Det gik så godt med mit sidste indlæg med mine kongelige vaser, at jeg forsøger med at vise endnu et. 
Denne vase var en af de første som jeg købte. Jeg syntes den var så fin med åkanden. Jeg købte den af en dame, der som teenager havde sparet op til vasen for at forære den til sin mor. Hun var glad for at høre jeg selv ville bruge den og sætte pris på den.Der er åbenbart en del, der blot køber med videresalg for øje.


Til denne lejlighed har jeg bundet en buket med sart violette tulipaner og kirsebær grene.



En fin detalje er, på en del af vaserne, er de små figurer på bagsiden. På denne er der den fineste guldsmed. Fint dansk håndværk.



God weekend til alle.




onsdag den 15. januar 2014

Franske og kongelige skønheder



Jeg vover nu alligevel pelsen, med at vise mine kongelige porcelænsvaser. Når jeg skriver, som jeg gør, er det fordi, at jeg ved de ikke er så interessante for de fleste. Kongelige porcelænsvaser er noget der stod hos forældre, bedsteforældre og oldeforældre. De er ikke i særlig høj kurs, derfor kan man erhverve dem for ganske få penge, i forhold til hvad de kostede engang. Ydermere bliver de ikke produceret længere. Jeg har efterhånden en lille samling. Jeg køber udelukkende dem med blomstermotiver på. 



Her er to ens vaser med klematis på smukt supporteret af min nyerhvervelse fra Drømmegaven, en nøglevase i den skønneste grå farve. Den er jeg utrolig glad for, det er nok ikke den sidste jeg køber.



Jeg købte idag de skønneste franske anemoner som jeg synes passer fint i vaserne. Den ide jeg havde med vaserne var, at putte de blomster i der er afbildet på vasen. Måske en ide til et nyt blog indlæg....

Rigtig god aften!


søndag den 12. januar 2014

Blomsterkunst part to....

I dag bliver I belemret med endnu en buket og maleri. Der er ikke så interessante billeder fra haven, jeg har dog været derude. Der er blevet lagt fliser til  det nye redskabskur. Der er taget billeder så jeg kan vise processen fra ende til anden. Det er hele baghaven, der laves om og skifter karakter. Fars skærmliljer har fået halm omkring sig i drivhuset, da Bodil tog vores ene side af det væghængte drivhus. Vi vil ikke renovere det, da vi jo skal erstatte det af Orangeriet. Istedet viser jeg billeder af kbuketten, som blev lavet til et andet af mine datters billeder..






Jeg har købt roser i denne vintertid. Jeg kunne ikke stå for disse kuglerunde hoveder. Jeg forstår godt såfremt, at man mener de virker for drivhus fremdrevne . Jeg er heller ikke helt vild med de drivhus fremdrevne roser. Men man kan nu godt få ud af dem.






Jeg tog skimmia og kejserbusk grene fra haven og bandt en buket med roserne fra blomsterhandleren.






Jeg synes buketten passer fint sammen med portrættet af Sara, Josephines klassekammerat. 
God søndag!

lørdag den 11. januar 2014

Blomsterkunst.....

Jeg har før nævnt her på bloggen, at min yngste datter maler oliemalerier. Efter at have vist en af mine julebuketter sammen med hendes maleri af Søren Kierkegaard, fik en ide om, at lave buketter og dekorationer til andres af hendes malerier. Idag vil jeg vise en dekoration sammen med et portræt som hun har malet af storesøster. Min ældste datter er her klædt ud i kjole inspireret af oplysningstiden,
De havde det ret sjovt da de tog billeder i haven til brug som skitser for selve maleriet.


Josephine som min yngste på 15 år hedder, hendes store drøm er at komme ind på et kunstakademi. Men nu står den først på afslutning af niende og efter sommerferien gymnasiet. 

Josephine har sin egen hjemmeside, hvor man kan se nogle af hendes andre værker og evt bestille et portræt af sig selv  :-) .
Josephinepedersen.com


Jeg har forsøgt at lave en romantisk dekorationen i rød blålige nuancer. Der er ikke det store udvalg der er i blomsterhandlen pt. Ville ønske jeg kunne komme på Grønt torvet, men jeg ville nok købe mig fattig. Jeg har så svært ved at begrænse mig når der er overflod at blomster.


I dekorationen indgår blåviolette enkle , dobbelte hvide tulipaner, rosa hyacinter, pink ærenpris og lilla floks.




fredag den 10. januar 2014

Pæoner i lange baner

Jeg har mange favorit blomster, pæonen hører til en af dem. I mit barndomshjem stod der et udsøgt eksemplar med de skønneste mørke pink blomster. Allerede fra barns ben var jeg forelsket i den plante. Da jeg selv fik have skulle der naturligvis være pæoner i. Det er blevet til det skønneste bed langs med huset. Da jorden er ret leret og bedet er sydvendt, trives de fortrinligt.


Pæoner fryder øjet lige fra de de røde pæonspirer til den grønne plante udvikler sig og til knopperne eksploderer i det mest vidunderlige festfyrværkeri af en blomst.


Nedenstående billede viser de røde pæonspirer ved nattetide i smuk forening med tulipanen Purissima.


tirsdag den 7. januar 2014

Helios, drømmen om Orangeriet....


Idag føler jeg, at jeg er kommet et skridt nærmere mit Orangeri. Der er vist snart ikke nogen, som læser min blog som er i tvivl om, at jeg skal opføre et Orangeri her i 2014. Det er langt tid siden jeg har glædet mig så meget til noget. Jeg føler lidt det er ligesom dengang, da jeg var barn og jeg ønskede mig en bestemt dukke i julegave og jeg var næsten sikker på at få den. Men nu er det endnu bedre, jeg ved jeg får det, for jeg bestiller det selv. :-) Idag hentede,jeg den lysekrone, som skal hænge i Orangeriet. Jeg har købt den på Lauritz. Kunne ikke stå for de rosa prismer.




Ellers har jeg købt et lille anretter bord i Louis Seize stil, med brunmeleret marmorplade. Så det bliver i den stil i mit Orangeri. 

Mit Orangeri bliver et Helios fra Pavillon Danmark. Helios, sikke et skønt navnt opkaldt efter den græske solgud, så kan det vel ikke blive mere fantastisk. Jeg så Orangeriet på udstilling i Søborg. Men vi skal have det i sort og selvfølgelig uden indendørs pool. :-)



Jeg havde først tænkt sort hvide sten som gulvbelægning. Men jeg fik et forslag af en af mine bloggæster Mathias. Hvorfor ikke bruge de mursten som vi river ned fra garagen i rød tegl? Slet ikke en dum ide, tak Mathias!

søndag den 5. januar 2014

Grønne søndag

Hvad skal man mon vise idag, nu da jul og nytår er slut. Efter at have kunne svælge sig i alskens juledekorationer, er der lidt tomt disse første dage i januar. Men vejret har vist sig fra bedste side, så vi har kunne komme lidt videre men forberedelse af fundament til vores nye redskabskur. Det kommer i næste uge, så alt skal være klart til da. Når det er oppe kan vi starte med at tømme garagen som så skal give plads til terrasse og orangeri.

Jeg fik lidt tid til at tage lidt billeder af haven. Den står dejlig grøn, især rhodrondendron haven.


Derudover står kirsebær kornelbusk med store knopper i ved min vores terasse i baghaven. Lillebror sidder og venter på, at sommeren kommer så vi igen kan holde ham med selskab ved terassen. Lillebror er en lille stenfigur fra mit barndomshjem. Den blev altid kaldt lillebror, men måske det er en pige, hvem ved? ;-)



God søndag aften fra Amager.

fredag den 3. januar 2014

Første buketter i det nye år.....



Det kan jo næsten ikke være andet end tulipaner. Dejlig sprøde og knitrende, præcis som de skal være. Jeg købte dem i ved Torvehallerne i København. Det bedste var, at der også var løg på. Så disse smukke tulipaner kommer igen i min have.


Jeg fik dem sat i nogle nye hyacint glas som jeg lige har fået 3 stks af. Men de er også ganske søde til tulipaner. Jeg fik fire vaser fyldt ialt. Det er skønt med denne forårsbebuder i huset.


Rigtig god weekend end til alle ude i bloglandet :-)

onsdag den 1. januar 2014

1 Nytårsdag


Idag har jeg afjulet mine potter en lille smule. De fik dog sat nogle af de søde små tulipaner med lilla blomster i. Flere andre bloggere har vist dem og jeg synes, de var så fine, at jeg lige måtte eje nogle stykker. 




Det ser måske stadig lidt julet ud men jeg har det fint med der stadig er lidt pynt udendørs. Alt jul er væk indendørs. Jeg har nu haft bloggen siden 17 november og jeg kan allerede nu fornemme en stor glæde og imødekommenhed fra de bloggere jeg har været i kontakt med. Jeg glæder mig virkelig til at dele havebilleder og glæder med jer alle i 2014.  
Ønsker alle en god aften.