fredag den 10. november 2017

Havens Kunst

Som nogle af jer der følger min blog ved så har jeg sidste år oprettet firmaet Havens Kunst. Til at begynde med var det for at kunne sælge Haddonstones skønne stenornamenter. Da jeg er vild med haveting har jeg ikke kunnet lade være med at udvidde sortimentet lidt.

Jeg har tegnet nogle jernkurve og juleornamenter som en dygtig smed så har omsat til rigtig produkter. Jernkurven her er er firkantet 25 x 25cm. Formen gør den meget let at dekorere. Her har jeg lagt kogler i bunden og derefter stukket pæonblade, Heuchera og roser.

Det tog ingen tid. Kurven kan også fås i 35 x 35cm samt 15 X 30cm. Snart åbner jeg en webshop på havenskunsts hjemmeside. Men indtil da kan man købe og få mere information ved at kontakte mig på e-mail: info@havenskunst.dk.

Her ses kurven uden pynt. Priserne er DKK 450,- for de to mindste og DKK 550,- for den største.

En engel på på jernstang, bliver rigtig fin når der bindes en lyskæde på. Denne måler 1.60m og koster DKK 175,-

Men hvis man mere er til stjerner har jeg fået fremstillet to varianter i 1.20m og 1.60m. De koster henholdsvis DKK125 og DKK175.

En anden nyhed er Topiary. Det er jernstativer som man kan forme buske efter. Jeg importerer dem fra England fra en af de førende producenter: Agrumi. Mopsen som ses på billedet er blot en af mange hunderacer som de fremstiller. Hvis du vil have din hund foreviget som busk, er der god chance for at det kan lade sig gøre.

De har mange andre dyr blandt andet høns, ænder, haner, frøer, snegle, sommerfugle, svaner, bamser og katte. Endvidere kan geometriske former som kugler og pyramider. Det er rigtig god og solid kvalitet. Priserne starter ved DKK 350.

Alle varerne inklusive Haddonstones produkter kan ses ved mit åbne julehave arrangement som jeg holder søndag den 26 november 14-18 på Havens Kunsts adresse Bøgevang 25. Den eftermiddag vil der være salg af juledekorationer og vi byder samtidig på et glas gløg eller the/kaffe og æbleskiver.
Alle er velkomne, ingen købetvang kom og bliv inspireret af en juleudsmykket have!

tirsdag den 17. oktober 2017

Det skønne efterår 

Ja, det er ingen hemmelighed, at skønt jeg altid gerne ønsker at sommeren bliver ved og ved, så elsker jeg efteråret. Elsker duften og farverne.


Pæoner og hosta har iført sig de gule og rødbrune farver, men der er stadig roser og Dahlia. 


Her ved indgangspartiet står rosen Royal Copenhagen, den har været lidt længe om at tage fat. Men nu er den i blomst så der krydses fingre for lidt godt vejr uden regn. 


Dahlia Offshore dream passer så fint sammen med Royal Copenhagen. Her på sensommeren har den skruet lidt ned for den lyserøde farve. Midt på sommeren er den mere kraftig i farven. 


Nede ved søen er der stadig grønt men snart begynder magnolia soulangeana at få gyldne blade. Søen er yderst til venstre. 


Morten Korch rosen er aldeles vidunderlig i udspring og duft. Den er her forholdsvis modstandsdygtig overfor regn. 


Den lille vin i orangeriet har fået ildrøde blade men figentræet holder stadig stand med grønne blade.

,

Hjertetræet, som indtil det finder sin faste plads, er plantet i en whisky tønde, viser sine røde blade som pletter i luften. Bagerst op af hækken er søjlekirsebær Amanogawa ved at iklæde sig efterårsklæderne. 


Op ad husmuren vokser den skønne klatrer The Albrighton rambler. Det er en Austin rose, der har masser af de yndigste små rosetteformede roser. Den dufter skønt af myrra og citrus. Det bliver skønt når den beklæder hele væggen. 


Dahlia Addison June, lyser dejligt op med dens vidunderlige cyclamen farvet pompon hovede. Jeg regner med, at knoldene får lov at stå ugen.

Noget godt er der ved regnen foruden at planter får vand, så begynder mine buster så småt at få patina.


 Efteråret betyder også premiere på masser af lys i haven. Rigtig god fornøjelse med jeres efterårssysler og god ferie til dem der holder fri i uge 42. 

mandag den 25. september 2017

Så småt begynder efteråret at titte frem 

Det har været nogle forholdsvis dejlige dage her på det sidste, da regnen endelig besluttede sig for at stoppe. Men man kan godt mærke, at efteråret snart melder sin ankomst. Farverne i haven er så småt begyndt at skifte. 


Så er det tid for nye arrangementer rundt omkring i haven. Her er det indgangspartiet der er blevet klædt på til efteråret.


På dette tidspunkt var der tilbud på de fleste planter i plantecenteret da de er ved at gøre klar til juletingene. Jeg fik flotte hosta her variant Fire alarm og prydpeber. 


Når man ser bladene her forstår man godt navnet Fire alarm. De lyser helt vidunderligt op i krukken. 

 

I den skønne Tudor krukke er der desuden plantet opstammet glansmispel. Glansmispel får de skønneste røde skud. 


I den firkantede Belton krukke er plantet en Corokia, den er næsten ikke til at se. Den er så let og luftigt og har det mest fantastisk sølvgrå løv. 


Den lyse alunrod hedder marmelade og øverst en rødlig lampepudsergræs Rubrum. 


En sedum der ligner små roser blev det også til. Den lyser godt op i terracotta krukken. Tilsidst er der garneret med græskar, lygter, beton kogler og den dejligste frugtskål. Fordelen er at  disse frugter rådner aldrig, de bliver kun pænere med årerne. 

Så er efteråret budt velkommen!

tirsdag den 19. september 2017

Solskins roser

Skønt, at der har været megen regn, er det alligevel lykkedes for solen at titte frem. I de små glimt af solskin har jeg fluks været ud og se til roserne. Flere af dem har kæmpet en brav kamp mod regnen. 


Når regnen så har holdt inde så har det bare være om at vise sig frem. Her er det Hot Chocolate. 


En der specielt har udmærket sig i denne sæson er Lady Emma Hamilton. Hun har haft så mange blomster, at hun nærmest er blevet kåret som dette års rose. Hun er så smuk op af det lidt mørke løv. 


Crown Princess Margareta har været sparsom med sine blomster i år, men hun er tilgivet når så de smukke hoveder endelig dukker op. 


Glorie de Dijon er også med på genblomstringsholdet. Denne skønne klatrerose fortryller en hver gang med sine sølvfarvede, rosa abrikose vidunderlige skørter. 


Og Rhapsody in Blue er også vidunderlig i sollyset. Det var været skønt med lidt solskinstimer, de er værd at forevige mens de sender skinnet igennem roserne. 

onsdag den 6. september 2017

Orangeriets og drivhuset helbredende virkning



 Dette er et sponsoreret indlæg, men alt hvad jeg skriver er fra egen erfaring og oplevelse.  

Det er ingen hemmelighed, at denne sommer har budt os på et meget blandet vejr. Juni og juli  har mest været med  regn og blæst. Man skulle tro, at efteråret var kommet på visit. Når sådanne somre udspiller sig, er det mest vidunderlige at have et drivhus eller Orangeri.


Det fantastisk at være i ens drivhus eller Orangeri for ofte er duften skøn derinde, hvis man har lidt citrustræer, tomater, krydderurter eller blomster. 


Der er lunt, der er vindstille og ro til at fordybe sig i en bog eller to mens man nyder en kop the eller kaffe. 



Det med at have ro til at fordybe sig er så vigtigt i vores travle hverdag. Her er orangeriet et skønt tilflugtssted. Nogle gange er jeg derude blot for at lukke øjnene og høre opera. Jeg har installeret et lille musikanlæg. 



Men også bare det at sidde og kigge ud på det grønne tapet som havens vægge udgør er ren medicin. Jeg er sikker på, at det har en helbredende kraft.



Læser man om farven grøn står der:
Grøn er farven for natur og sundhed. Den repræsenterer vækst, natur, penge, frugtbarhed og sikkerhed. Farven grøn er en afslappende farve, der er behagelig for øjet og som efter sigende skulle have en helbredende kraft.



Har man mulighed for at spise aftensmad i drivhuset/Orangeriet, er det hver gang en vidunderlig oplevelse. Så hvorfor ikke invitere familie eller venner til et skud farven grøn som:
  • Lindrer og giver både mental og fysisk afslapning
  • Hjælper mod depression, nervøsitet og angst
  • Giver en følelse af fornyelse, frihed, selvkontrol og harmoni

Og så gør det jo intet, at det også er smukt at se på udefra. Mit Orangeri er et Helios fra PavillonDanmark.