onsdag den 28. oktober 2015

Auf wiedersehen Berlin

Hvis man går og bliver lidt deprimeret her i efteråret, måske uden en egentlig grun, for man disse tanker jaget på flugt efter en tur til Berlin.


Det er ikke just fordi, at det er den smukkeste by i Europa eller mest spændende. Her på billedet er det det kendte varemærke: radiotårnet. Det praktiske er, at det kan ses næsten ligegyldig hvor i Berlin man er. Det er jo ganske praktisk når man skal finde vej. Vi boede nemlig tæt ved. 


Nej, man bliver taknemmelig for når man ser på de steder, der hvor der stadig står rester af muren og tænker  på hvordan de mennesker havde det dengang muren var intakt. Det må have været deprimerende at være lukket inde, kunne se huse på den anden side uden at kunne komme dertil.
Her ovenover er det, det berømte checkpoint Charlie, som var kontrollen (efter 2 verdenskrig), ind til den amerikanske zone. Berlin blev opdelt i zoner mellem de allierede efter krigen sluttede.


Jeg var i Berlin første gang i 1978 da muren var intakt, vi boede i Vestberlin men vi var en tur i Østberlin. Der var vanvittig stor forskel på bydelene. Arkitekturen i øst var ikke noget at skrive hjem om og det præger stadig bydelen. Den er meget østeuropæisk uden krummelyrer og pynt. Brandenburger Tor var ikke lige til at passere. Men det er nu muligt efter muren er fjernet. På billedet ses den fra østsiden. Den aften vi var der, var der senere musik og lysshow på byporten. Den er den eneste bevarede byport i Berlin og blev et samlingspunkt og frihedssymbol efter murens fald i 1989. Den aften vi var der fornemmede man den stemning da berlinerne strømmede til for at se lysshowet og høre musikken.


Men nu er det jo en blomsterblog så lidt grønt eller gult må der til. Ved Brandenburger Tor er der på hver side et stort springvand. Begge er omgivet af en krans af hosta. Det så meget imponerende ud.


Lige ved vores hotel var der en dejlig park. 
 
 
Der var de skønneste begyndende efterårsfarver 
 

Og figurer. Det var dejligt at gå og nyde det dejlige vejr vi oplevede. Jeg havde jo planlagt at skulle have loppefund med hjem. Men skønt jeg var på 2 store loppemarkeder fandt jeg ikke rigtig noget andet en denne skønne løve til hoveddøren. Men skønt var det at være afsted igen, sidst vi var på ferie var i sommeren 2012, så vi nød det! 




søndag den 25. oktober 2015

Julemarked på Amager

Vel ankommet hjem fra Berlin, er de første forberedelser til mit julemarked startet. Det virker måske tidligt på en sådan strålende efterårsdag. Men datoer skal helst planlægges i god tid. 
 

Til annonceringen skulle der naturligvis være lidt julestemning. Jeg har lavet et slags juletræ i min nyeste Old English vase ( designet af Claus Dalby for Holmegaard). Vasen er pænt stor/lang. Jeg har derfor døbt den, den lange englænder. Den kræver store buketter og grene, da den i sig selv er omkring 60 cm.


Her er den pyntet med kirsebærgrene, som er sprayet med hvid farve og sølvglimmer. Grenene er pyntet med istapper i glas, fugle, glitterkugler og lys.

Jeg holder julemarked Der vil være salg af adventskranse, kalender og andre juledekorationer, julegodter og lopperier.
Det foregår:

lørdag den 28 november samt søndag den 6 december fra kl 14 til kl 19. 
Adressen er Bøgevang 25 2770 Kastrup.

Der serveres te, kaffe, gløg samt æbleskiver og småkager uden beregning. Jeg glæder mig til at byde alle der har lyst velkommen! 








fredag den 16. oktober 2015

Efterårsfarver

Så viser efteråret sig med de mest pragtfulde rødefarver. Og jeg der sukkede over, at sommeren var slut. Det skal man da ikke være ked af når sensommeren har været så skøn og flotte farver har vundet indpas i haven. 


Se bare denne Japansk Kirsebær Prunus Kojo-no-mai her i forgrunden med de vidunderlige røde brændte farver. Den her jeg har er opstammet. Den står i en potte, men skal ud i bedet omkring søen, som gerne skulle være på vej. 


En anden en, der kan være med ud i de røde farver er Virbunum Opulus "Roseum". Buske, der skifter farve er virkelig værd at gå efter synes jeg. De giver et vidunderligt spil i haven.


Vinen i drivhuset er også en mester ud i forvandlingens kunst.


Lyngen er en anden god efterårsbebuder og de fås i flere vidunderlige farver og til rimelige priser. De er gode til at friske sommerpotterne op.


Denne hosta Kinkaku, er gullig i sig selv, men begynder at gå over i det brune. Hosta er ikke bare vidunderlig om sommeren med alle dens arter indenfor grønne, hvide og gullige blade. De grønne farver forvandler sig til gule farver her i efteråret. Jeg har denne sommer købt 15 forskellige hos enemærkets hostahave. Det kan anbefales, da de har ret mange varianter og de er nydelig opdelt efter størrelse. 
Jeg glæder mig rigtig meget til de vokser til. 


En enkel rose er der kommet fra Cinderella, den er lidt "forkølet" i formen. Men farven er superskøn og løvet er stadig saftig grønt. Rosen er fra Kordes. Indlæg fra dengang rosen ankom kan ses her

Endelig er Johannes Paul II sprunget ud fra knop. Jeg har haft den i den store overskårne whiskey tønde ret mange år og først nu blomstrer den, måske fordi, at jeg har puttet lidt fjer fra en gammel dyne ned omkring rødderne.

Håber I alle får en dejlig weekend, jeg holder lidt pause de kommende dage, da jeg i morgen tidlig kører til Berlin. Jeg skal ned og kigge på lidt loppemarkeder mm. 

lørdag den 10. oktober 2015

Forårsforberedelser

Så kom alle løg skattene i jorden. Hele 350 stk. Det har været lidt af en omgang at grave dem ned da jorden er meget tør. Men i jorden, det kom de. Jeg må tilstå, at jeg har brugt et par dage på det.

Der er sat tulipaner, narcisser, krokus, hyacinter, iris, allium og fritalaria. Alle er nøje farve opdelt alt efter hvor de er sat. 
 


Det er næsten ikke til at tro, at det her bed  med de historiske roser er klædt i rent hvide og gule farver i foråret. Det er som det rene trylleri. 


Efteråret vinder mere og mere indpas. Det kan både ses og mærkes. Skønt vejret har vist sig fra sin bedste side, er det blevet køligere og bladene er begyndt at skifte farve.
Men der kan stadivæk med fordel plantes. Det har jeg udnyttet ved at købe 5 nye roser.



Denne gang har jeg købt roser hos Bilka, da de havde dem jeg gerne ville have til rimelig pris. Forhåbentlig vil de blomstre lige så flittigt som Claire Austin her på billedet. Jeg har vist den før, men den tåler gentagelser. Den er vidunderlig sund.


To af roserne er sat her op ad skuret. To gange har jeg haft købt klatrerosen Maria Leonida. Men begge  gange er den gået ud, skønt den blev plantet efter alle kunstens regler og blev vinterbeskyttet.
Så nu bruger jeg ikke flere penge på den dame. I stedet har jeg plantet klatreroserne Arvensis Splendens og Mme Alfred Carriere. Den første remonterer ikke men det gør den anden. Skuret er stort og bredt, så de kan bare vokse alt det de vil. 


Indtil videre pynter en efterårskrans lavet af frøstande fra arkitektens trøst, vedbend samt dværgmispel.
 

Til området ved terassen har jeg købt Augusta Louise og Kronprinsesse Mary. Den sidste rose er Royal Copenhagen. Jeg glæder mig rigtig meget til næste forår og sommer. Så skal alle de nye skatte nydes.
I mellemtiden nyder vi georginerne. Her er det Mr. Frants. 


Og Lesotho. 
 

Potterne på terassen på første sal er nu fyldt med tulipanløg, vibeæg og efterårslyng. 

Det skal blive så godt når foråret kommer! Men inden da kan vi se frem til en hyggelig tid med julepynt og lys, selvom det varer lidt endnu.

Rigtig god søndag!








søndag den 4. oktober 2015

Dejlig oktober start

Så skriver vi oktober, officielt anden efterårsmåned. Det dejlige vejr, som vi måske savnede ind imellem i sommers har vi fået i rigt mål i september og her i starten af oktober.
Det har været ganske vidunderligt!
Her på matriklen har vi en del projekter ude og inde som beskrevet i sidste indlæg. Det har afstedkommet lidt til containerpladsen, hvilket kan ses på nedenstående billede. 

Have indgangen
 
Jeg ville vise, at nu træder efterårsfarverne så småt frem. Pæon bladene skifter til flot rød kulør og blodbøgen er begyndt at falme. I bedet har jeg lige plantet lyserøde høstanemoner som jeg har fået af en god veninde, der ville have dem skiftet ud.
Så næste år ved samme tid håber jeg på et dejligt lyserødt brus. 

Figentræet
 
Som omtalt i sidste indlæg havde jeg planer om, at opstamme mit figentræ. Det er nu blevet gjort. Jeg synes, at det ser fint ud, det giver mere lys. Til jul vil det være et super træ at putte lyskæder på :-)
 Baggrunden skal nok blive fin når hækken kommer sig. Vi har indtil for nyligt haft et stort kaninbur stående der. Men i sidste måned måtte vi sige farvel til den sidste hjemmeboende kanin Peter efter 13 år. Ved siden af figentræet har jeg plantet to Aruncus (fjerbuske) af arten Kneiffii.
Det skal nok blive et godt syn når de vokser til. 

Løgkrukke
 
Dagene står også på løgsætning, igår blev det til opfyldning i havekrukkerne. Der er lagt en blandning af løg som har været i jorden et par år og nyindkøbte.
De førstnævnte blev taget op sent i foråret efter blomstring. Der var også en del børn, måske der ikke kommer blomst  i til foråret, men s prøver vi bare næste år igen. Det er jo forholdsvis let når de er i krukker. Der er plantet Thalia Narcis, Mount Tacoma tulipan, hvide hyacinter samt tulipanerne Verona og Inzell. 

Nordsiden af huset
 
Her er langt kig ned af nordsiden af huset. Det er her, der er ved at blive lavet dræn. Vi afventer godkendelse fra kommunen, da der skal laves både brønd og faskine. Bagefter kommer der flise gang. Jeg tænker at sætte en mørk Berberis hæk ud fra husmuren til at dække halvdelen af stykket ind til den grønne hæk. I den anden ende måske en mørk hyld. I bedet imellem drømmer jeg om den samme type plante i mørk og grøn udgave. Det grønne man kan se for enden er figentræet og kirsebærkornellen. 


Udsigt over det historiske rosenbed


Claire Austin nyder det dejlige vejr!

Rhapsody in Blue
 
Det samme gør Rhapsody in Blue, den har været helt fantastisk i år. 

Den vidunderlige Lesotho
 
Så kom den sidste Dahlia endelig i blomst, det her er Lesotho.

Asters
 
I denne uge har jeg plantet asters fra skærebedet ud i rosenbedet. De lyser dejligt op. 

Astrantia
 
Her min første Astrantia ( Stjerneskærm ). Den har jeg fået af Ulla og Malcolm. Det er Ulla, der har bloggenFrk. Anemone.

God uge i forhåbentlig dejligt sensommervejr!