søndag den 26. juli 2015

Rosenfesten fortsætter sammen med palmeliljerne


Der er stadig roser, der starter blomstring her i haven. Det er enten fordi, at de  er nyplantede eller har holdt flyttedag.

Jubilee Celebration.


Denne smukke rose, Jubilee Celebration kom forklædt som en anden. Men det havde den ikke behøvet. Den er jo vidunderlig smuk som sig selv. Den er fra David Austin og navngivet i forbindelse med Dronning Elisabeth IIs 50 års regerings jubilæum i 2002. Rosen passede ikke lige ind i det østvendte bed så den står nu i det sydvendte og overtager blomstringen efter pæonerne.
 

Comte de Chambord.


Comte de Chambord er en historisk rose fra 1843. Det er en Portlandsrose, som jeg så for første gang hos Claus Dalby. Blomsten taler helt for sig selv med dens kraftige fyldte form og blårosa farve. Den er opkaldt efter Kong Karl X af Frankrigs barnebarn. Kong Karl X var bror til Ludvig d 16, der som bekendt blev guillotineret under den franske revolution. Henri, som Comten hed nåede at være konge i 7 dage før Louis Phillippe ( Borgerkongen) tog over. 
Rosen, der står hos mig i en krukke, har en fin vækstform, kraftig med smukt løv. Den skal senere have plads i mit historiske rosenbed. Den skønne ved den er, at den remonterer i modsætning til de fleste andre roser. Den går også under navnet Madame Boll. 

Lichfield Angel i knop.

 
Den sidst tilkomne rose er Lichfield Angel fra David Austin.
 
Lichfield Angel halvt sprunget ud.
 
Den har en fantastisk lys ferskenrosa farve, som jeg synes står helt vidunderligt til de mørke blade fra Sølvlys (Cimicifuga ramosa) variant Brunette, der er sat ved siden af. Rosen har et smukt grønt løv.
Selve rosen er fra 2006 og opkaldt efter en sandsten fra 800 tallet, som for nylig blev opdaget i Lichfield katedralen, ikke langt fra der Austin holder til. 
 
Palmelilje i fuld blomst.
 
I 1998 da vores yngste datter blev født købte jeg en Palmelilje ( Yucca Filamentosa ). Da, den ikke rigtig voksede eller fik blomst, blev den flyttet til det sydvendte bed op ad vores husmur. For to år siden blomstrede den for første gang. 
 
Palmelilje i udspring
 
Den satte også et barn. I år blomstrer både den og moderplanten.
 
 
Palmelilje
 
Blomsterne er de fineste hvide klokker og det bedste er, at de holder rimelig længe.
De bliver rigtig nydt i disse dage. 

Sort Petunia i whisky tønden


Indgangspartiet er blevet opgraderet lidt . Stedmoder og hornvioler trængte til lidt skyggepause efter flere måneder i rampelyset. Hvordan det så ud, viste jeg i et tidligere indlæg.

Krukke arrangementet ved indgangsdøren


Der er nu fyldt op med flere af de sorte Petunia. 
 
Den vidunderlige næsten sorte Petunia
 Jeg må indrømme, at jeg er helt fortabt i denne blomsts farve og udtryk. Er den ikke vidunderlig?
 
Ny krukke med mørke og sølvgrå vækster.

 
En ny potte er kommet til med mørk Alunrod, Oxalis og gråt sølv løv i forskellige udformninger.
 
God søndag!

14 kommentarer :

  1. hej Tina,
    Hvor er dine roser smukke. Der er et par nye for mig. Den sorte Petunia er super flot. Smukke krukker du har lavet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anne Tusinde tak og velkommen til. Det lyder som om alle er enige omkring den sorte petunia. Den er vist et hit. Kh Tina

      Slet
  2. Hej Tina.Smukke roser du viser........................jeg viser også mine nye roser.
    For de gamle er da drysset helt ned her i blæsten.
    Er vild med den mørke petunia du viser...................og alunrod har jeg både i bedene og i krukker.Det er bare en skøn plante.
    Det ser godt ud med det limefarvede sammen med de mørke farver.
    Rigtig god søndag knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jette Tusinde tak, har set dit indlæg, du viser bare nogle guf blomster, sikke farve! Ja, alun er jeg også blevet noget bidt af sikke farve de kan have og blomsterne er drøngode i buketter! Ja det lime er super med det mørke. Det er på anbefaling fra Tante Grøn, sagde det er pivfrækt ;-) kh Tina

      Slet
  3. Hej Tina, du har da den smukkeste have på hele Amager det er jeg sikker på. Hvor er dine roser fantastiske og så er det spændende historie du knytter til dem :o)
    Masser af kærlige hilsner fra Alma og mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Linda Tusinde tak, men der findes også andre havetosser her på Amager ;-) men tak for komplimenten. Jeg har også et forfærdelig blødt punkt for roserne. Kram til dig og Alma. Kh Tina

      Slet
  4. Hej Tina
    Jo smukke er de, jeg glæder mig også dagligt over min sorte petunia, den er bare så fin. Fin er også din rose Lichfield Angel, den kender jeg ikke, den er meget smuk. Flotte palmeliljer du har.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lisbeth Tusinde tak, hvor det glæder mig, at du synes om Petuniaen. Ja, den Lichfield blev ikke så tosset i udspring og palmeliljerne er jeg også meget glade for. Kh Tina

      Slet
  5. Hej Tina. Jo, de er meget smukke de sorte petunia, jeg har også en og er meget glad for den. Dine roser ser frodige og blomsterrige ud. Det var en god historie med palmeliljen, det var da godt, at den til sidst kom i blomst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak Birgitte, der er vist en enig kærlighed til den sorte petunia. Roserne bliver også nurset alt det jeg kan. Ja, tålmodighed belønnes så kom de skønne palmeliljer endelig. Kh Tina

      Slet
  6. Smukke roser, som altid her hos dig - men historien om palmeliljen betog mig mest, og det er vel nok smuk også.
    Har også selv en sort petunia, som røg med i kurven en dag jeg ikke kunne sige nej - for den er bare lækker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ulla Tusinde tak, ja det var lidt hyggeligt at Palmeliljen også fik et barn ;-). Hvor skønt du også har den sorte Petunia, den må siges at være et hit. Kh Tina

      Slet
  7. Hej Tina!
    Melder mig i koret, den sorte petunia er betagende lækker. Og palmeliljen med historie er smuk, og værd at vente på når den nu også formere sig:-) må have den i hukommelsen til der dukker en op! Jeg nyder at se på dine smukke roser og læse historien der følger med, det gør dem næsten bedre. Min favorit i dag er Jubilee Celebration:-)
    Ha en dejlig dag
    Kærlig hilsen Anette

    SvarSlet
  8. Tusinde tak Anette ja den Petunia er en vinder. Ja du må da have plads til et par palmeliljer i haven ;-) . Tak, er glad for, at du nyder mine roser og historierne bag. Hav en fantastisk dag. Kh Tina

    SvarSlet