søndag den 7. februar 2016

De smukkeste blomster i mit liv, del 2

Jeg er så heldig, at ikke kun have en speciel blomst, men hele to. Den anden er faktisk den første. Mit ældste blomst kom til verden for snart 23 år siden. Denne blomst havde det svært fra helt spæd.


Hun kunne ikke falde til ro og var tit ked af det, havde ondt og var utilfreds. Det er svært når man ikke kan tale med blomsten. Men blomsten groede og voksede. En dag var den gammel nok til skole.


Men blomsten var helt anderledes end de andre blomster. Den passede slet ikke ind, den var som en fremmed fugl. De andre blomster syntes ikke om den fremmede blomst. De begyndte at drille og chikanere blomsten. Lærerne mente også, at blomsten var lidt for fremmed. Den skulle nok testes.
 

Testet blev hun, men man kunne ikke lige finde ord på hvad der var galt. Så hun fortsatte i skolen som hun plejede, dog fik hun sporadisk støtte på. Men det blev ikke bedre, kun værre. Mobningen tog til og hun havde svært ved at lære tingene. De andres mobberi tog til og blomsten fik det værre og værre. Hun kunne ikke koncentrere sig, blev låst inde i skolens kælder, blev truet med at hendes kanin og kat ville blive dræbt. Ja det lyder som en syg roman, men det var virkelighed.


Det virker helt surrealistisk når man skriver det, ikke var ikke destomindre sandt. Aldrig har jeg før haft lyst til jævne en skole med jorden. I tænker måske, hvor er lærerne og ledelsen henne? Ja, det spurgte jeg og min mand også os selv om, efter de mange gange vi tog fat i lærerne. Men det er ikke første gang jeg har mødt konfliktsky folk. Dem findes der desværre mange af. Det er iorden, når der ikke er ofre. Men her hvor der er små sarte blomster indblandet, udvikler det sig hurtigt til en katastrofe.
 

Det endte med, at jeg og hendes far akut måtte tage hende ud af skolen i syvende klasse og selv stå for undervisning. Der gik næsten en måned før de opdagede, at hun ikke kom i skolen. Imellemtiden var hun blevet forsøgt udredt igen. Altså, forsøg på at finde ud af om hun havde en lidelse som hun kunne få hjælp til. Uden diagnose ingen hjælp.  Men stadig ingen afklaring. Samtidig søgte vi alternative skoler men fik afslag den en gang efter den anden. 


Først da vi lavede en klagesag til det sociale nævn fik vi medhold efter 8 måneders ventetid. Men vi fik dog ikke den skole, som vi havde ønsket, men en anden hvor der gik unge mennesker med helt andre problemer end vores datter. Men efter så mange års kamp er man glad når bare, at man bare vinder lidt. 


Samtidig havde jeg bedt vores nye læge, at indstille til endnu en udredning, da min smukke blomst nu havde det så dårligt, at jeg virkelig var bange for hendes helbred. 
Endelig var der gevinst,  måske fordi det var på et andet hospital. Hun fik en diagnose: Skizofreni. Det er måske den værste diagnose man kan få stillet. Der findes nok ikke en psykisk lidelse, der er mere udskældt eller myter omkring. 


Vi var både på en gang lettede, men også utrolig kede af det på vores datters vegne. Vi vidste, at den sygdom bliver man ikke let af med. Det tog da også noget tid for vores skønne blomst at acceptere hendes skæbne. 


Men jeg er så stolt af hende. Hun har rykket sig så meget, indhentet meget af det hun ikke fik med fra starten. Hun kan nu selv finde rundt med bus og metro. Hun kan klokken og har styr på sine penge. I den forbindelse, har smartphones været en gave. Det har været et godt hjælpemiddel. Men det er stadig svært at blive accepteret med den diagnose hun har fået. Når man høre om den er det fordi, at en patient har myrdet en uskyldig. Men der er mange former og grader for skizofreni. Nogen har det så skidt,  at de ikke kan leve et normalt liv, nogle har psykoser. 


Men vores skønne blomst har med sin sygdom haft det svært socialt. Det er det sociale, hendes symptomer har udmøntet sig i. At forstå det, som er såre naturligt for dig og mig. Det er ikke altid naturligt for vores skønne blomst. Den slags ting får man hug for. Men hun kæmper en så brav kamp, for det hun gerne vil. 


Hun har nu boet i egen lejlighed i et år og passer den så fint. Hun har egen hest, har redet siden hun var 7 år. Hesten er god terapi. Hun har en gudsbenådet stemme, synger så smukt. Glemmer aldrig, at hun til morfars begravelse sang Halleluja ved siden af kisten. Jeg er sikker på, at hun nok skal klare sig, skønt sårbar. Hun har så mange gaver, blandt andet en vidunderlig form for humor. Jeg er stolt af, at hun er min datter, ovenstående er portræt af hende malet af min yngste blomst. 

Vi er taknemmelige over alt den hjælp vi har fået, skønt vi ikke altid syntes, at det var til det bedste .
 
  Tak fordi I læste med håber, at det kan give lidt forståelse af. at man godt kan være normal skønt man har en diagnose som skizofren.
 
I næste indlæg er jeg tilbage i haven. Nu er foråret på vej!



37 kommentarer :

  1. Søde Tina, jeg er helt stum efter at have læst dit personlige indlæg her. Som i sidste indlæg tænker jeg at "her skal der da mod til" at skrive om Ups & Downs i ens liv og det kæreste man har, nemlig ens børn. Respekt for det! Men måske også en lille form for terapi at skrive om det. Men hold da op - I har været hårdt spændt for - men hvor er det godt for jeres piger at de har jer som mor og far.
    Dejligt at høre at din ældste blomst også har en god hverdag med helt normale ting at tage sig til. Du har ret i at diagnosen er en af de svære at forholde sig til - man hører jo en masse negativt fra tid til anden.
    Keep up the good work :)
    Knus og varme tanker, Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak sødeste Ulla. Du har helt ret det er en form for terapi men også et håb om at ved at snakke om sygdommen bliver det måske også lettere for andre at forholde sig til. Der er nemlig altid negativt omkring de der lidt af skizofreni. Det er som regel dem der har den paranoide form man hører om, der er sket drab eller lign. Hvis det kun er det man hører til sygdommen, tror man alle opfører sig på samme måde. Det har været fantastisk hårdt i alle de år, men på trods af alle odds ser det ud til, hun er ved at få et tåleligt liv. knus Tina

      Slet
  2. Kære Tina - tak fordi du deler - I har og haft mange bekymringer og kampe at kæmpe - respekt herfra! Fantastisk at mærke din og din mands store kærlighed til jeres piger gennem dine ord og billeder! Knus Frede

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Frede Tusinde tak for dine søde ord, de varmer mere end du aner. Ja de to blomster er mit et og alt. Jeg vil gøre alt for at hjælpe dem, sådan er det vist med os forældre. Knus Tina

      Slet
  3. Hej Tina,
    Flot indlæg om din datter og hendes sygdom. Dejligt at høre hun klarer sig så fint trods alle de udfordringer hun møder. Det er ikke nemt. Jeg håber dit indlæg er med til at synliggøre at være psyskisk syg og få en diagnose ikke betyder det samme for alle. Jeres datter er en virkelig blomst der fortjener stor anerkendelse. Mange varme tanker til dig. Smukt indlæg med skønne billeder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anne Tusinde tak for de flotte ord. Det er nemlig lige det jeg også gerne ville opnå, at ikke alle opfører sig ens med den diagnose. Der findes mange afskygninger. Hun blev også så glad for dette indlæg og alle de flotte kommentarer der er kommet. Knus Tina

      Slet
  4. Kære Tina
    Tænk at I har fået to så skrøbelige blomster, godt I passer godt på dem, for det er nødvendigt med sarte roser som disse to. Heldigvis har de gode forældre i jer, I har kæmpet for dem. Tak for deres historie og for at du deler de med os.
    Kram fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lisbeth Tusinde tak for, at du også læste med. Ja det havde sådan en som mig der er bygget på B og W ikke troet, at skulle få sarte roser. Det har da også næsten været ved at tage pippet fra mig til tider. Jeg har øst så meget ud af min egen styrke, at jeg var ved at løbe tør. Men har gudskelov nået at få tanket op i sidste øjeblik, blandt andet i haven og ved besøg hos Allende skønne bloggere. Knus Tina

      Slet
  5. Kære Tina.Nu sidder jeg igen med tårer i øjnene.Og tænker på dig med respekt.For sikke en skæbne at have to døtre med sygdomme.Kan kun sige at de har nogle fantastiske forældre i dig og din mand.Og godt at høre at de begge klarer sig.
    Tænker på dig og håber det bedste for dine to smukke blomster.
    Mange knus og gode tanker til jer alle Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære søde Jette Det var ikke meningen, at du skulle få tårer i øjnene, men jeg lover jeg har ikke flere børn og skrive om. ;-). Tak fordi du læste med og kommenterede, det betyder så meget for mig. Det giver styrke til at fortsætte. Tusinde tak. Knus Tina

      Slet
  6. Hej Tina, så skal din yngste altså have ros. Hvor er det et smukt billede.
    Jeg kan ganske enkelt ikke finde ord for hvor stor beundring jeg har for jer alle 4. Hvor har i været udfordret i livet. Jeg blev så glad da jeg læste at jeres ældste nu har det godt og bor ude selv.
    Et stor kram til jer alle 4 fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Linda Tusinde tak jeg giver rosen videre til den lille blomst, hvor var det sødt af dig. Ja man får et par mavepustere men den type sygdomme. Men forhåbentlig kommer vi stærkere ud på den anden side. Vi er også så glade og lykkelige over så godt hun klarer det pt. knus Tina

      Slet
  7. tak fordi du deler - er helt sikker på du har 2 skønne døtre. Recovery, at blive rask. det forekommer også for skizofrene og med den skolegang forstår jeg godt sindet har brug for at hele.

    Så meget ondt der sker i det bedste tegn....

    Rigtig meget held og lykke til jer alle :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak, ja jeg har hørt om helbredelse før, en ung mand der havde løbetrænet sin skizofreni væk. Vi har da også købt løbeudstyr til datteren og hun har været i gang. Så hvem ved? Tak forfine gode ønsket. Knus Tina

      Slet
    2. løbetræning, omgang med dyr, at være til gavn og nytte for andre er alt sammen noget der hjælper

      Og lyder som om processen er rigtigt godt i gang :-)

      Slet
    3. Ja, det er det vi satser på god weekend ;-)

      Slet
  8. Hvor er du dog en stærk kvinde og mor. Der skal virkelig styrke og mod til at lave de to indlæg du har lavet om dine to blomster...stor respekt her fra og held og lykke til jer alle 4 i fremtiden.
    Knus Rita

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rita Tusinde tak for dine flotte og varmende ord. Man finder uanede mængder af styrke et eller andet sted fra. Det tænker jeg, at du også kender til. Jeg sender dig ofte varme tanker. Knus Tina

      Slet
  9. Kære Tina.
    Hvor det bare dejligt at vide at de to skønne blomster har haft minimum to voksen blomster, som virkelig har kunne støtte op om dem, i deres opvækst og udfoldelse af deres kronblade, for hvor har der godt nok været storm og kulde omkring deres rødder og opvækst. Og jeg bliver helt ked af det at læse at børn eller andre der, der har brug for hjælp og støtte først møder det når de er ca. 14 år gammel. Er bare så glad for at deres frø har været sået hos jer, for mange andre steder ville den kamp der skulle kæmpes have været opgivet og det positive der er opnået, ville have været på et helt andet niveau.
    Jeg kan slet ikke beskrive min beundring for jer som familie, og for jer som forældre. Og jeg håber der er mange der læser de to fortællinger om de to blomster og det I som familie har oplevet, som vil tænke sig lidt ekstra om næste gang de de møder vores medmennesker som har brug for hjælp og støtte.
    Tak
    Kh.
    Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Kirsten Tusinde tak for din dejlige kommentar. Jeg tror også vores piger er ret glade for os, hvilket er vidunderligt. Jeg håber også disse indlæg skønt på en blomsterblog kan give lidt indsigt og oplysning, måske også til skole og behandlingsverdenen. Tak igen dine ord varmer. Knus Tina

      Slet
  10. Åh dit indlæg rørte mig så dybt, det er så hårdt når livet giver modgang både for børnene, men bestemt også for de bekymrede forældre. Jeg har selv en sensitiv og skrøbelig blomst herhjemme, og noget af det der gør mest undt er når det går ud over de sociale, for hvis der er noget vi forældre gerne vil se, så er det jo glade børn der har det socialt godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jeannett Tusinde tak du har så ret, man ønsker jo, at børnenes barndom skal være en leg, problemerne skal nok komme hen ad vejen. Det er nok det jeg syntes var mest uretfærdigt. Men som min mand siger retfærdighed er noget man selv skaber. Jeg håber din sarte blomst må finde styrke og ro når virkeligheden udenfor banker på. Knus Tina

      Slet
  11. Kære Tina. Jeg er også rørt. Det gør ondt i maven at læse om den behandling ældsteblomsten har fået af både klassekammerater og lærere. Sejt at hun i dag er kommet så langt. Hatten af for hende :-). Også hatten af for jer, som forældre er der ikke noget værre, når ens børn har det svært. Godt kæmpet af jer alle. Og tak for et værdifuldt indlæg om at leve med en psykisk sygdom.
    Masser af knus herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette Tusinde tak for dine varme ord. Det har godt nok taget tid for hende at bearbejde hendes tid i skolen. Men det går fremad. Vi er også så glade for den fremgang der er. Dine og de andres kommentarer har glædet hende meget. Knus Tina

      Slet
  12. Kære Tina!
    Jeg bliver simpelthen så rasende over at høre om det jeres datter har været udsat for i skoletiden, bliver ked af det og frustreres!
    Men hvor er det godt at læse om hvordan i tager hånd om det hele og jeres to piger, for hvor er de smukke, det stråler ud af det strålende billede jeres yngste har malet. Det også godt at læse at ældste datteren har sit eget og gør det hele så godt<3
    Igen tak for et dybt godt og meget personligt indlæg.
    I gør det utrolig godt,hatten af for jer.
    Stort kram fra Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anette Tusinde tak. Ja den skole og de lærer var vi katastrofalt uheldige med. Og det var som at kæmpe mod en mur, desværre. Heldigvis er de begge på rette vej så med lidt lykke og lidt held ender det hele godt. Tak for dinedejlige ord. Knus Tina

      Slet
  13. Kære Tina. Tusind tak for din smukke fortælling, jeg er dybt rørt og samtidig rasende, for hvor burde den skole og lærerne skamme sig. Ligegyldighed er det værste der findes. Man skal altid gøre sit bedste og det har du og din mand bestemt gjort. Synd at I skulle løbe panden mod en mur så længe.
    Når dette er sagt, så glæder jeg mig over, at din smukke blomst klarer sig så godt i dag. Det er en stor lykkefølelse som forældre, at se blomsterne gro og blive smukkere dag for dag. Hvor er de heldige at have to stærke forældre, der kan og vil kæmpe for dem. Hils din datter og fortæl hende, at jeg synes det er flot, at hun selv kan færdes med bus og metro og at hun kan klare at bo i egen lejlighed. Det må være en stor sejr for hende.
    Jeg sender Jer alle fire de varmeste tanker og ønsker for Jer, at der må være læ for flere storme i Jeres liv.
    De kærligste tanker fra Eliane

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Eliane Tusinde tak for din søde kommentar. Ja de burde skamme sig, jeg tror også at hendes klasselærer gjorde det. Jeg mødte hende nogle år efter hun havde ikke meget lyst til at hilse eller snakke.
      Nå men gudskelov er vi kommet videre. Jeg er også bare så glad og taknemmelig over, skat de er hvor de er idag.
      Kæreste Eliane min datter har lige læst din besked og hun blev så glad. Jeg skulle hilse dig mange gange og sige tak. Tak for alle dine gode ønsker og hils John mange gange. Knus Tina

      Slet
  14. Sidder med tårer i øjnene. Godt at i nu er på denne side af det der ikke har været rart i så mange år. Vores samfund kan ikke være det bekendt. Hvor er det dejligt at høre at hun trods alt klarer sig så fint selv nu. Dyr er ofte verdens bedste venner, de dømmer ikke.

    Kærlig hilsen Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anette Ja, heldigvis ser det ud til at lysne. Der er så mange fine intentioner i samfundet, men når virkeligheden udspiller sig bliver det mange gange anderledes for reglerne er ikke bedre end de folk der udfører dem. Lige præcis derfor har hun mange dyr omkring sig. Hav en vidunderlig weekend. Knus Tina

      Slet
  15. Min kæreste Tina.

    Mange tusind tak for et utroligt personligt og stærkt indlæg. Hvor er det flot, at du med din åbenhed, forsøger at nedbryde tabuer og fordomme.

    Jeg er meget meget glad for, at høre, at det også går din ældste smukke blomst godt nu. At hun er en helt utrolig smuk ung kvinde, vidner hendes lillesøsters fantastiske portræt jo i allerhøjeste grad om. Sikke et talent. Det er jo lige til at få gåsehud over det fuldstændig vidunderlige maleri.

    Jeg er fuldt ud klar over, hvor helt ENORME ressourcer, det har krævet, at måtte kæmpe for jeres datter/døtre, som I har gjort. I har min allerdybeste respekt og min allerstørste beundring. I har måtte besidde en råstyrke, som kun de færreste forestiller sig. Jeres to vidunderlige smukke blomster, fortjener også al mulig beundring, ære og respekt, for også de har kæmpet og kæmpet og kæmpet, for at nå dertil, hvor de er idag. Ofte er det de skrøbeligste, der i virkeligheden er de stærkeste. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at også jeres ældste blomst, vil knejse med nakken, og lære at turde tro på, at hun er et meget værdifuldt, fantastisk og enestående menneske. At verden er et smukkere sted, fordi hun er her.

    Special kids need special parents. Og hvor er det godt, at jeres to dejlige blomsterfrø, blev sået i netop JERES have, hvor kærlighed, varme, forståelse, støtte, opbakning, fightervilje og en kæmpestyrke, kunne hjælpe dem op af de sorte sorte huller, vande, gøde dem og give dem masser af kærlighed, så de kunne bryde op af alt det sorte, og op i lyset, hvor enhver plante hører hjemme, uanset om den kom ind i en mørk og kold periode.

    Håber du vil hilse din ældste blomst, og sige til hende, at jeg synes hun er noget af det sejeste i denne verden. Det er simpelthen så flot, at kunne tage metro, bus og at kunne handle ind. At lære klokken at kende, kan være utrolig svært.( Mange har det nemmere ved at lære det, med de engelske AM og PM`s.) De stærkeste mennesker, er dem der har kæmpet, og vundet.

    Nogle af de symptomer og problemstillinger jeres ældste blomst kæmper med, er akkurat de samme som vores datter kæmper med. Og her skal der igen nedbrydes fordomme. Man er ikke "skizofreniker" eller "autist". Man er et MENNESKE med en psykisk/neuropsykiatrisk lidelse. Både skizofreni og autisme er en meget meget bredspektret diagnose, og man må simpelthen lære ikke at skære alle over en kam. Det er mennesker vi taler om. Ikke diagnoser.

    Jeg ville ønske, at ældstedatterens skoleoplevelser var et enkeltstående tilfælde, men det er det desværre langtfra. Jeg kan nikke genkendende til, alle jeres dårlige oplevelser. For vores datters vedkommende, har hun fået traumer og overbelastningsstress / posttraumatisk stress som overbygning på autisme spektrum forstyrrelsen. Vores elskede børn betaler en kæmpepris for at være anderledes. Den dag du møder ind i folkeskolen, handler alt om ensretning. De små skal guddødemig passe ind i skoleregiet (skoleregimet) og dets støbeforme. Passer de ikke ind i støbeformene, skal de presses ind i dem. Mon ikke det var mere hensigtsmæssigt, at lave en støbeform, der passede til lige nøjagtigt vore specielle børn? Ordet "Inklusion" får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. I autismeforeningen fortæller de, at flere og flere børn med ASF bliver syge med stress, får andre psykiatriske følgesygdomme og tilsidst risikerer, at udvikle psykoser. Psykoser er også en sort sky, vi må leve med hos os. Bliver vores datter overbelastet med for megen stress eller stimuli, kan det ende ud i psykoser.

    Undskyld, jeg selv blev personlig. Det er bare SÅ dejligt, at have een, at dele det med. Een der selv har mærket på krop og sjæl, hvad det gør ved een, at skulle kæmpe , kæmpe, kæmpe og hele tiden skulle være forsvarsadvokat for sit eget barn. Det er helt ubegribeligt, hvad man møder af intolerance, fordomme, uforståenhed, pengekold kynisme, mistro og inkompetance.


    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak sødeste Jytte nu får jeg tårer i øjnene. For du er bare en mester til at sætte ord på, for det er præcis sådan som du beskriver det. Når man så endelig får hul igennem og tror på hjælp og forståelse, bliver man så uendelig skuffet. For så kan tingene alligevel ikke lade sig gøre, eller man får alligevel ikke den hjælp man er blevet tildelt.
      Så skal man op på barrikaderne igen, der er så mange der arbejder indenfor området, som er så uendelig ligeglad med deres arbejde og klienter. Arbejdsdagen skal bare overstås og penge skal spares. Men ind i mellem er der lyspunkter. Vi har mødt folk der stadig har haft hjertet og fornuften med i deres arbejde, hvor vi virkelig har følt, det har været en stor hjælp og et lyspunkt. Men sådan er det jo standarden skal være. Tit har jeg tænkt, at kan man ikke formå at hjælpe, skal vi ikke sige, at vi har et velfærdssamfund. Så hellere lade være med at påstå det. For har man ikke de forventninger bliver man ikke skuffet. Jeg har intet imod at betale al den skat jeg betaler, men når jeg ikke kan få hjælp til disse problemer, så vil jeg hellere betale mindre.
      Men desværre er det således, at hvis man bliver vurderet som ressource stærk familie, er hjælpen ikke den samme som hos dem der ikke bliver vurderet således. Jeg begyndte at hade det orde ressourcestærk, for vi kan alle være det og også være det modsatte.
      To gange hård sygdom var ved at tage kål på mig. I kraft af mit job møder jeg mange forskellige mennesker og erfarer , at du og jeg Jytte er ikke alene med disse oplevelser. Det er trist.
      Krydser så meget fingre, sender kram til dig og din dejlige familie. Knus Tina

      Slet
  16. Oops.........så blev jeg lige nødt til at slette halvdelen af mit lange skriveri. Emnet berører mig så dybt og på et meget personligt plan, så jeg havde helt glemt, at der dog var grænser for, hvor meget man kan skrive på en blog.

    Tusind tak endnu engang, fordi du med din åbenhed er med til at skabe større forstørrelse for psykiske/neuropsykiatriske sygdomme, som er meget tabubelagte i vort ellers så oplyste og "forstående" samfund. Os med specielle børn har nok af kampe i forvejen. Skal der så ovenikøbet bruges enormt mange ressourcer på at forklare/forsvare, suger det lige den sidste rest af energi ud af een. Man er ikke nødvendigvis morder fordi man har en skizofrenidiagnose. Man er heller ikke nødvendigvis Rainman fordi man har en autismediagnose.


    Jeg ser så mange lighedspunkter mellem vores oplevelser og erfaringer, at jeg selv blev meget personlig, kære Tina. Jeg håber det er OK. Det er SÅ forløsende og befriende, at skrive til een, der selv har "været der" og som selv har fået mange ar i sjælen. Det, at blive forstået er det bedste guld i verden.

    Hils jeres dejlige blomster mange gange. Og måske kan de bruge mit motto til noget. Det lyder: " In times of destruction, - create something.
    Nu må det være jeres families tur til at opleve blid medvind. Storme og modvinde har der været rigeligt af. Ønsker jer alt alt det bedste.

    Kæmpeknus og de allerkærligste tanker

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak igen, det er ikke spor for meget, jeg bliver på en måde glad ( hvis man kan sige det) for det at møde forståelse er GULD værd. Jeg kan fortælle, at da ældsteblomsten var barn så selv min far mente hendes opførsel skyldtes, at hun var forkælet. Min far var ellers en guttermand, meget social ( stemte rødt) og med på den sidste 27 øre som mand siger. Det er en af de få gange, jeg er blevet oprigtig ved på ham. Men han ændrede gudskelov mening. Han dødede da hun var 19 år og havde fået sin diagnose. Han var de seneste år en stor støtte for hende. De chattede næsten hver aften over Facebook, da de begge var/ er natteravne. Jeg ved hans støtte de senere år betød så meget, hun taler tit derom. Derfor ærede hun ham også med sang til hans begravelse. Men det siger en hel del om forståelsen af sygdomme.
      Du har så ret med det med Rainman og morder. Men det er bare så svært når det altid er de eksempler der bliver trukket frem. Kæmpeknus igen ;-) til jet alle med ønsket om en vidunderlig weekend. Knus Tina

      Slet
  17. Kære Tina.

    "Ressourcestærk" er også et ord, som giver mig røde knopper. Endnu flere knopper.....ja, nærmest bylder, får jeg af ordet "sociale kompetancer". Sidstnævnte er et helligt ord i dagens folkeskole, og det er jo nærmest blasfemisk, hvis man har en diagnose, der giver een problemer med sociale relationer.

    Åh, hvor ville jeg ønske, at vi kunne få noget mere rummelighed, forståelse, tolerance, empati og medmenneskelighed. Jeg synes, der er meget pengekynisme og mange coolcash-løsningsmodeller i dagens samfund.

    Hvor er det smukt, at dit ældste blomsterbarn, sang ved sin morfars begravelse. Se, det kræver jo en stor styrke, at kunne gøre det. Hvor er det dejligt, at de to havde så tæt og smukt et forhold. Det er guld værd.

    Ja, søde Tina, jeg kunne sidde i dagevis og skrive om dette emne, men nu vil jeg prøve, at h-i-v-e migselv væk fra tastaturet. Det bliver ikke nemt....hi hi.

    Knus, kærlige tanker og tak for dig i mit liv

    SvarSlet
  18. Selv tak søde Jytte og i lige måde kommer til at tænke på et digt af skotske Robert Burns
    I never saw a fairer,
    I never loved a dearer
    And neist my heart I will wear her
    For fear my juwel tine,
    Det er oprindelig et kærligheds digt fra digteren til hans kone, men jeg håber du vil se det som et skriv fra en havetosse der sætter umådelig meget pris på en ditto. Det er med gammeldags ord da det er fra 1700 tallet, men håber det giver mening.
    Håber vejret er mildt ved jer idag <3 Knus Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Søde Tina.

      Det er da et helt helt vidunderligt digt. Tusind tak for det.

      Knogleknuserkram

      Slet