onsdag den 3. december 2014

L og E

I dag er det 2 år siden min sidste forælder blev bisat. Far er Eet i L og E. Far hed Erik. Mor er omtalt i et tidligere indlæg. Det kan ses her
Det var meget hårdt at miste min mor for 14 år siden, men jeg havde da min far tilbage. Så da han så gik bort var det en lammende sorg, der omfavnede mig. Nu skulle barndomshjemmet lukkes ned og afvikles. Det hjem som havde budt på så mange minder lystige som triste. Sygdom og gråd, latter og glæde, fester, fødselsdage og bryllupper.


Min far kom uønsket til verden, hans mor og far blev gift af samme årsag og skilt indenfor et år. Moderen giftede sig igen og fik ny familie. Min far kom ud og tjene på landet. Efter krigen tog han til England for at arbejde. Der manglede hænder, især mandlige.
Jeg har tænkt meget over om jeg kunne vise disse billeder fra min fars begravelse, men jeg synes, at det er ok. For det handler ikke om at vrænge følelser ud, men om glæden til livet, blomster og havekunst. Døden er, jo en del af vores tilværelse og skal ikke være tabu belagt.
Det var en meget smuk begravelse i december, hvor solen brød igennem kirkens ruder da gudstjenesten gik igang. Det er et smukt minde for mig og et rigtig godt på gensyn.


Min mor og min far var dem , der gjorde mig interesseret i havekunst. De levede og åndede for deres have. Det var også i deres have jeg fik mit allerførste bed, hvor jeg kunne dyrke lidt grønt og blomster. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at jeg en dag skulle have min egen have. Sidenhen fik jeg hvert år til min fødseldag af min far den samme dejlige gave, nemlig mulighed for at vælge blomsterløg for et vis beløb. Jeg har nemlig fødselsdag i september. Alle de løg blomsterer nu år efter år og sender dejlige minder.


Farverne til fars begravelse skulle være så spraglet som muligt, sådan var min far nemlig. Det bedste han vidste var, når sommeren kom, at tage shorts og sin Hawaii skjorte på. Han og mor havde købt rigeligt af Hawaii stoffer på en af deres mange rejser. Far var gammel SAS ansat.
Han var også en yderst sparsommelig mand på nogle områder. Derfor skulle maler rester bruges. En gang brugte han en rest pink og gul til at lave et psykedelisk billede på vores cykel og knallert skur. Men helt galt gik det da smedjernslågen blev malet køkkenblå. Da blev han af mor sendt over og hente sort maling.

 
Far ville have været glad for sin begravelse, vores ældste datter sang sangen Halleluja solo ved kisten, han fik farver og båret ud til sin ynglings wiener musik: An der schönen blauen Donau.
Han kom uønsket til verden men forlod den afgjort meget ønsket. 
Jeg håber, at  mor og far ser og er tilfredse med den måde jeg har forvaltet deres arv på.
 
Æret være deres minde.
 

8 kommentarer :

  1. Godt at du kan mindes med glæde! Og sikke en skøn fødselsdagsgave du har fået i mange år. Og du har ret: Døden skal ikke være tabu.
    Knus fra Nana

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak Nana, ja glæde og dejlige minder samles der på. Jeg gravede også en del planter op i barndomshaven som nu pynter og står som gamle kammerater i haven.

      Slet
  2. At miste sin forfældre - jeg synes ikke om tanken. Dejligt du er så afklaret. Jeg tror helt bestemt du har haft nogle skønne forældre og at de er stolte af dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak, det var også præcis så forfærdeligt som jeg havde forestillet mig. Det har taget noget tid og tanke virksomhed at nå til afklarethed.

      Slet
  3. Fin historie om din barndom og minderne om dine forældre. Det var en smuk begravelse, godt du har minderne.
    Jeg har endnu min mor, som er 92, hun ønsker ikke at leve mere, men sidder på plejehjem og kan ikke noget selv. Det er nu også trist, men vi bestemmer ikke selv.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak Lisbeth ja minderne forsvinder heldigvis aldrig. 92 det er også en høj alder og jeg kan godt forstå det er svært. svigermor blev 90 i onsdags og svigerfar bliver 93 i næste måned. De kan heller ikke så meget mere, men svigermor er stadig frisk på at komme ud. De bor stadig i eget hus.

      Slet
  4. Av av av.... Det gør så ondt at miste dem. Men sikke et smukt farvel. Det kan da ikke gøres bedre. Tak fordi du delte, - og jeg synes bestemt det er relevant. Vi er jo mange der er i samme situation, med den ene eller anden eller måske endda begge forældre. Knus og tanker til dig Tina, - og en stille tak

    SvarSlet
  5. Tusinde tak Eva, det er rart at høre, at det ikke er for påtrængende. Det er noget, der i høj grad gør ondt men samtidig kan ceremonien i kirken give trøst. På den måde er den med til at bearbejde. Året efter altså sidste år holdt kirken Allehelgenens gudstjeneste hvor de der var døde i årets løb blevet mindet og deres navn læst op. Det var sådan en fin gestus. God anden søndag i advent.

    SvarSlet