fredag den 28. februar 2014

Orangeri indretning

Her i midt i alt mit byggerod, sidder jeg og drømmer om indretningen af mit Orangeri. Jeg har købt møblerne og en lysekrone. Lysekronen kan ses i dette indlæg: Helios, drømmen om Orangeriet. I Orangeriet der råder jeg, så det skal indrettes i Louis Seize stil. Jeg er vild med den stil. Jeg fandt de smukkeste stole og sofa med æblegrøn silke. Så pyt med, at møblerne skal tages ind om vinteren.


Jeg er ved at lave et par puder som skal være i møblerne. Jeg har købt færdige engelske stramaj sæt i Sommerfuglen, en håndarbejdsbutik i København. Jeg synes, at det er så hyggeligt og afstressede at sidde og nørkle med stramaj og englænderne laver de mest vidunderlige motiver. Jeg har naturligvis valgt blomster motiver. Det første er ved at være færdigt. Jeg skal blot have monteret puden. Det klarer de ligeledes i Sommerfuglen. Jeg har fundet det mest vidunderlige møbel stof og guldtrense på nettet, som skal udgøre bagside og pynt.


Denne første pude er med blandede blomster, den anden jeg skal i gang med er med historiske roser, hvoraf jeg har de fleste i haven.

En af de lokale blomsterhandlere havde i dag dejlige tulipan og fresia bundter nedsat meget rimelige penge. Så med Orangeriet i tankerne kreerede jeg denne blomsterskov....




Ønsker alle en rigtig god weekend end.

onsdag den 26. februar 2014

Så skal der plantes Stedmoderblomster....

Skønt jeg har haft fri i dag, har den stået på arbejde fra tidlig morgen og til nu. Der har været travlt med at pakke køkkengrej ud og sætte på plads. Det er altid spændende at se om der er plads til det alt sammen og hvor opbevarer man det bedst i forhold til vask, kogeplade etc. 





Midt på dagen kom vores nye døre og vinduer. De skulle ind på plads og så skulle der ryddes ved vinduerne, så tømrer kan komme til at tage de gamle ud og sætte nye i. Vi har ellers forsøgt igennem 19 år at bibeholde de oprindelige vinduer fra 1925. Det var jo godt hærdet træ, som man brugte dengang huset blev bygget. Men skønt forsatsvinduet har det været svært at få dem tætte. For ikke at tale om malearbejdet, der er nemlig 21 vinduer og 5 døre. Så nu er håndklædet smidt i ringen, imorgen begynder arbejdet med nye isætning af nye vinduer. Jeg tror nu vores gamle hus bliver glad for det.





Skønt travlt i dag, fik jeg da også købt Stedmoderblomster, nu vi alligevel skulle ud og købe små opbevaringskasser til køkkenet. Jeg købte et par søde lilla som I ser her i nogle vidunderlige glas skåle jeg lige har fået af svigermor. Den ene er der slebet de fineste guldsmede i glasset den anden striber. De har så fået selskab af Hebé træet ( tak til Lisbeth fra Høneballehaven som fik navngivet busken, hvorfra grenene kommer.)







Til mine potter ved indgangen til huset har jeg købt hvide Stedmoderblomster. Jeg plejer tillige at have blå der, men forandring fryder og jeg blev lidt solgt, da jeg så Annette fra Fru Pedersens have, vise hvide Stedmoderblomster. Tak for inspiration! Nu håber jeg blot der bliver tid til at plante imorgen.



søndag den 23. februar 2014

Travl søndag

Det har været en dejlig dag både mht vejret og mht vores projekter. Idag blev vores "komfur" sat til, så i aften står den på hjemmelavet mad. Men da vi har fået induktion skulle der nye panter og potter til. Jeg har forelsket mig i Le Creuset, men priserne er pænt høje. Nu er det jo også kvalitetsvarer som holder længe. Men jeg kiggede den blå avis igennem og fandt to gryder, en stegepande samt en wok. Så kan vi komme igang. Så efter en times kørsel rundt til fire forskellige steder i København, var basis til køkkenet klar og jeg har givet rimelige penge for køkkengrejet. Men det var ikke det, det skulle handle om.
Vi er idag begyndt at rive gård ned, da mureren kommer og laver kanter imens han skal renovere vores mure.


Jeg har fjernet visne pæoner da tømreren skal til og sætte nye vinduer i, der hvor pæon bedet er. 
Jeg faldt også over en Alun rod i plantecenteret, den var så fin i farven. Den skulle med hjem i mit skyggebed hvor jeg ellers har hosta, digitalis og små hortensia.



Jeg synes at farven er så fin og vil bryde det grønne. Der stod en vintergækker bag vores skraldespande. Jeg har flyttet ret mange til et bed hvor vi ser dem bedre. Men der er stadig et par klynger som skal ud i solen. Men foreløbig er de kommet ind i stuen, blevet plantet i min mormors krystalskål. Jeg har en stedsegrøn busk, ved ikke hvad den hedder, er købt i Netto som lille plante. Den har vokset sig temmelig stor. Jeg klippede den lidt idag så der var rigeligt grønt til at pynte vintergækkerne samt putte en buket i en krystal vase jeg har fundet på loppemarked. Jeg synes mange af de gamle krystal ting er fine. For mig rummer de minder.




Min datter har lavet et portræt af sig selv. Hun søger gymnasiet efter sommerferien men vi har også lige sendt hendes ansøgning til kunstakademiet, det er alt hvad hun drømmer om. Drømme skal der gøres noget ved.... Så vi krydser fingre.




Det var lidt en blandet landhandel i dag :-) God søndag aften.

fredag den 21. februar 2014

Helios, nu ikke kun en drøm

I forgårs var en stor dag. Da bestilte jeg mit Helios Orangeri hos Pavillon Danmark. Så nu er det ganske vist, at det kommer. Nu er der så begyndt at blive travlt udenfor. For garagen skal rives ned, mursten renses og støbt garage gulv fjernes. 


Dernæst skal den østvendte terasse anlægges og for enden af terassen kommer så Orangeriet. Der skal tillige funderes til Orangeriet. Jeg har besluttet mig for at bruge murstenene til gulvet. Det var et forslag en anden blogger kom med, tak Mathias Emil. Jeg var så forblændet af mine drømme om sort hvide fliser. Men Mathias har ret det binder Orangeriet sammen med huset.



Her ved enden af jordbunken, som ses på græsset kommer Orangeriet. Det bliver på 19 vidunderlige kvm som næsten allerede er indrettet. I forgrunden ses en bar Alchymist, som også skal holde flyttedag. Den skal ind og have en dejlig rosenbue, at støtte sig op af.






 Nu er det en haveblog, men jeg har lovet at vise ombygning af vores køkken. Det er ikke helt færdigt men næsten. Der hvor vinduet er kommer der en terassedør, som går direkte ned til den østvendte terasse. Der var køkkenvask før under det vindue.



Jeg vil slutte med rigtig god weekend til alle i Blogland med vintergækker fra haven.

mandag den 17. februar 2014

Mormors kiksedåse

Da min mand og jeg blev gift i 91 fik vi en kiksedåse af hans moster ( som i marts bliver 102 år, hun har siddet i Frøslev lejren, da hun var aktiv under 2 verdenskrig , husede blandt andet Flammen og Citronen. ) Den havde stået i hendes og min svigermors barndomshjem i Faxe Ladeplads. Jeg blev lidt inspireret af blomsterudvalget i dag hos plantecenteret til at bruge den gamle søde kiksedåse.


Jeg har bundet en buket af hvide franske anemoner, limegrønne chrysantmum, gule roser og bordeaux eucaluptus. Her er de flankeret af fyrfadslys fra Anne Flohr,  købt hos Drømmegaven. Jeg synes de er så fantastiske.


Igår fik jeg sået en masse frø som forhåbentlig bliver til planter der skal ud i mine skærebede her i foråret. Ombygningen af køkkenet pågør stadig. Vi venter på bordplader og døre/vinduer. Døren skal erstatte køkkenvindue så vi kan komme ned på den nye østvendte terrasse. Men mere om det senere.
Fortsat god mandag aften!

lørdag den 15. februar 2014

Forårsblomster

Efter en vel overstået uge i Paris med masser af dejligt lys, kløede det i fingrene efter at plukke lidt forår i haven. De fleste af mine vaser er pakket ned, da vi er ved at renovere køkken og spisestue. Men jeg fandt en enkel vase jeg kunne komme vintergækker i. Der stod heldigvis store tuer af dem da vi flyttede ind i 1995. Siden da har jeg delt dem og plantet tuer ned langs vores havegang.






Da jeg kun kunne finde en lille vase til vintergækkerne, fandt jeg på at bruge mit musselmalet askebæger til de søde erantisser. 


Man bliver aldrig træt af disse små søde gule forårsbebudere eller dens "fætter" vintergækken.




Fortsat god weekend til alle.


torsdag den 13. februar 2014

Paris og kultur II

Foråret er så småt kommet til Paris, skønt klart vej, blæser en lidt kølig vind. Men det har ikke forhindret de parisiske gartnere i at sætte forårsblomster ud. Her nedenunder er det fra Luxembourg haven.


Her var en spillende faun smukt flankeret af gule Stedmoderblomster, hvide aurikler og blå forglemigej.

Blomsterhandlerne går også all in. Tænk at kunne vælge bundter af blomster fra nedenstående blomsterbutik.


Der var alle de blomster hjertet kunne begære!




Her fra en anden lille blomsterbutik, der er det pletter i luften, der danner et romantisk indgangsparti.



På vores hotel Castille, mangler der bestemt ikke levende blomster. Her er to dekorationer fra vestibulen. Der er brugt amaryllis i den ene og  nelliker, amaryllis, philidendron og eucalytus blade i den anden.

Inden vi skal ud i Paris vrimmel og gøre de sidste ærinder, skal I lige se den smukkeste bro over Seinen. Det er Aleksander d. 3 bro, betalt af den russiske kejser til det franske folk. Flot ikke sandt?



Hav en god torsdag derude!

onsdag den 12. februar 2014

Paris og kultur

Vel ankommet til Paris, er jagten på de vidunderlige steder kunst og landskabsmæssigt gået ind. Vi har set kunstværker af store malere på Musee D'Orsay og L'Orangerie og landskabsarkitektur i Tuilerihaven, Place de Vosges og Luxembourghaven.


Maleri fra Musee D'Orsay og indgangsportal til Tuillleri haven. Som I kan se var der til formiddag strålende solskin og blå himmel.


Stemningsbilleder fra Tuillerihaven, Eiffeltårnet ses i baggrunden.

 I Tuillerhaven ligger et stort Orangeri som er indrettet som museum. Her er Monets væg store åkande billeder udstiller, imponerende at se disse billeder fylde fra væg til væg. Jeg har desværre ikke billeder af dem da man ikke måtte fotografere. I haven var der utrolig mange Nyserod, store var de.



Place de Vosges, det var en fantastisk oplevelse. Jeg har tidligere læst, at det skulle være Paris smukkeste plads og rygtet talte sandt. Det er ikke kun pladsen men også bygningerne omkring der er vidunderlige. Skønt den kun ligger et stenkast fra Bastille pladsen med al sin larm, er det helt stille på Place de Vosges. Den var i gamle dage kendt som Place Royale, det var her i nærheden, at Henri d II kom til skade under en turnering og døde. Derefter forlod hans Dronning Catharine de Medici det nærliggende Tournelle og flyttede ind på Louvre.


Place de Vosges.

Den type hus i ser i baggrunden omkranser pladsen i en smuk firkant. De er bygget helt tilbage i 1612. På pladsen er rytterstatuen af Louis XIII omkranset af plæner, fontæner og smukke træer. Ved brylluppet mellem samme Louis og Anne af Østrig ( ja, det er dem fra de tre musketerer)  var der sat en karrusell op for at fejre det. Man mærker virkelig historien rigtig gamle vingesus her.

Flere pariser billeder er på vej de nærmeste dage.

lørdag den 8. februar 2014

God weekend med tulipaner....

Så er det weekend og vinterferien venter forude. Herhjemme kæmpes en kamp mod influenzaen, vi skal være friske til Paris på mandag. Men det kommer nok til at gå, det skal det!
Jeg ville lige lave et indlæg inden afgangen til Paris, så manden fik besked og at tage lidt blomster med hjem fra indkøbsturen.


Som I kan se fandt han hvide tulipaner, hvilke altid er smukke. Jeg blandede dem med lidt småbladet eucalyptus. Jeg køber tit bundter af dette grønt som jeg sætter i en spand et køligt sted, gerne udenfor. Så har man altid grønt til at binde buketterne med.




Og så fik jeg indviet min nye vase. Nana fra Drømmegaven har været så sød og hjælpe med at høre, om der ikke kunne fremstilles en nøglehulsvase lidt større end de 7 og 11 cm. Det viste sig, at kunstneren gerne ville prøve. Jeg valgte farve og så var det bare at vente spændt. Glæden var stor da jeg pakkede den ud. Den er blevet så fin, en 20 cm mørk bordeaux nøglehulsvase. Den kommer nok ikke helt til sin ret her på dette billede med vinterlys. Men jeg har også købt den til Orangeriet, hvor den vil være så smuk med sollyset skinne igennem den.
Jeg er blevet ret vild med Anne Flohrs produkter. Det skønt at kunne investere i dansk håndværk.Jeg må indrømme, at jeg har brugt en stor del lommepenge på disse skønheder. Men de er alle pengene værd.

Håber at kunne vende tilbage med lidt pariser inspiration inden så længe. Rigtig god weekend til alle.

















tirsdag den 4. februar 2014

Forårsfornemmelser....

Idag kommer der lidt sommer billeder fra haven. Der er lidt drøn på herhjemme med installation af nyt køkken, dernæst skift af vinduer samt isætning af en dør som skal føre ned til vores østvendte terasse. Så der bliver desværre ikke så meget tid til bloggeriet. Men jeg vender skarpt tilbage.




Her er en af mine skønne Digitalis. Jeg fik tit planter af min far til at sætte ud. Han såede hvert år. Men i 2012 tog jeg selv frø, for at prøve selv at så. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for november samme år gik far bort. Jeg fik heldigvis mange planter ud af en flamingo bakke. Så der er plantet og plantet. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at se dem alle i blomst her i forsommeren.




Her er mine magnolier, magnolie stellata (stjerne magnolie) og magnolie soulangeana sammen med søjlekirsebær Amanogawo. Jeg har 2 af sidstnævnte langs havegangen. Det er en fryd at se dem blomstre skønt det er en kort fornøjelse. Det er ikke langt tid man har før det skønneste lyserøde snevejr af blomsterblade sætter ind.
På ønskelisten står en magnolie sieboldi eller (åkande magnolie). Jeg håber, at jeg kan finde plads til en  Den er bare så vidunderlig.

Nu er der kun 24 dage til første forårs måned, så nu må man sige, at det er lige om hjørnet.